12. februar 2026
”Fredag den 13. er historien om en sommerlejr for børn, der ligger gemt væk i en smuk natur i New Jerseys skove. Lejren, der hedder Crystal Lake-lejren, bærer blandt lokalbefolkningen det ildevarslende navn »Blod-lejren«, som hentydning til et par blodige og aldrig opklarede mord, der fandt sted i lejren 20 år tidligere. Den har siden været lukket, men nu genåbnes den, og lejrlederne ankommer for at sætte lejren i stand før børnene ankommer. Men den gamle forbandelse hviler stadig over Crystal Lake-lejren, og de intetanende unge lejrledere går en rædselsvækkende nat i møde. Da dagen gryr, er Crystal Lake-lejren et helvede af død og ødelæggelse.”
Ovenstående kunne læses i den pressemeddelelse som distributøren Warner & Metronome Film udsendte i forbindelse med den danske premiere på kultklassikeren »Fredag den 13.« i juli 1980.
Interessen for filmen var på landsplan allerede betydelig, da den fik lokal premiere i Scala Teatret på Jørgen Jensens Vej fredag den 14. november (se billede), og med tiden har filmen opnået kultstatus. Det, der ved premieren blev kritiseret som simpelt og spekulativt, er siden blevet betragtet som stilskabende for slasher-genren.
»Fredag den 13.« blev en enorm økonomisk succes. Den havde et budget på ca. 500.000–550.000 dollars og indtjente omkring 59–60 millioner dollars på verdensplan. Succesen banede vejen for en lang række efterfølgere og etablerede serien som et fast indslag i 1980’ernes populærkultur.
Personligt har jeg altid haft en særlig forkærlighed for filmene og har gennem årene set dem utallige gange. Nr. 1, 2 og 4 er mine favoritter.
I morgen - fredag den 13. - kan den originale film fra 1980 genses i Bio Næstved på Kattebjerg kl. 20.30.
Billedet: Biografannoncen fra den lokale premiere i Scala Teatret, 1980.
Besøg også
Repriser
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (februar 2026)
Kilder: Warner & Metronome Film, Næstved Tidende og DFI