Bio Tour: Bio Møn, Stege (nr. 51)

Biografen i Stege åbnede i Møllebrøndstræde i 1907 og flyttede til sin nuværende adresse på Storegade 55 i 1914. Første større renovering fandt sted i 1941, hvor foyeren blev udvidet og salen ombygget med 290 pladser. Siden er det blevet til flere vedligeholdelser og udskiftning af materiel gennem årene.

I 2011 overtog foreningen Kino Møn driften og ejerskabet af Biografen Stege, og der blev ved hjælp af Filminstituttet, LAG, fonde og borgerne på Møn indsamlet midler, så biografens teknik kunne føres op til nødvendig nutidig standard. I 2012 blev foyeren gennemgribende renoveret, og nyt interiør indkøbt. Salen rummer i dag 98 pladser. Biografen ændrede sit navn til Bio Møn i 2020 og året efter fulgte foreningen bag med navneskiftet fra Kino Møn til Bio Møn.

En sjov detalje ved Bio Møn er den nostalgiske oplevelse af et biografbesøg fra gamle dage, når det kommer til toiletbesøg. For at forrette sin nødtørft skal man nemlig en tur ’i gården’, via en dør i foyeren og over en lille passage. Skulle man være så uheldig at blive låst ude, er løsningen simpel - bare ring på døren. Døren ses på galleriets sidste billede. Det kan lyde besværligt, men det er det ikke - og toiletterne er både rene og velholdte.

Bio Møn var den 51. biograf på Bio Touren.



Se billeder fra besøget
Galleri


Læs mere om Bio Møn
Hjemmeside


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (april 2024)


Kilder: Bio Møn og Sjællandske