Bio Tour / Øvrige byer (A-F) / Borup, Kino / Om
Bio Tour: Kino, Borup (nr. 19)
Borup Kino er en af Danmarks ældste biografer. Den blev etableret den 19. april 1924 med 164 pladser. I 1944 blev biografen moderniseret og ombygget til 229 pladser. Den kendte biografarkitekt Holger Pind stod for byggeri og design. I 1988 blev Borup Kino igen renoveret med 170 pladser og stadig med det smukke interiør fra 1944.
I løbet af 1990’erne blev den egentlige biografdrift mere og mere sporadisk, og skiftende foreninger søgte på forskellig vis at holde gang i biografen. I 00’erne viste Borup Kinos Venner film fra DVD i et lukket klubregi, hvor forskellige kendisser introducerede deres yndlingsfilm. Man måtte således afvente, at filmene blev gjort tilgængelige på DVD hvilket selvsagt gik noget ud over klubprogrammets aktualitet.
Foreningen Borup Kino overtog biografejendommen i 2011. Bygning og lokaler trængte til en kærlig hånd og biografens frivillige foretog en gennemgribende istandsættelse af stueetagen samt operatørrummet i årene 2013/14. Biografen blev samtidig fuldt digitaliseret med hjælp fra Det Danske Filminstitut og Køge Kommune. Den 28. januar 2014 kunne Borup Kino slå dørene op til den første offentlige forestilling i en årrække.
Borup Kino var biograf nr. 19 på Bio Tour'en. Vi besøgte biografen i februar 2020.
Tilføjelse: Biografen er blevet renoveret efter vores besøg. Salen er moderniseret og har blandt andet fået nye stole. Der er dog bevaret fire rækker med de flote originale stole. Disse er sat op forrest i salen.
Se billeder på linket herunder.
Galleri
Læs mere om Borup Kino
Hjemmeside
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (februar 2020 / redigeret maj 2020)
Kilder: Borup Kino og SN.dk.