»Lige præcis i dét øjeblik, hvor lyset slukker, mens fortæppet glider fra - ja, nogle biografer bruger stadig den slags charmerende anakronismer - og filmselskabets logo toner frem på det store, hvide lærred, så kan alting ske. I det øjeblik begynder jeg at sitre af forventning i biografsædet. Verden står åben, og de næste to timer har potentialet til at blive de bedste i mit liv. I det øjeblik glemmer jeg tid og sted og er parat til at lade mig føre ind i en anden verden, hvor jeg måske ikke har været før, og som jeg, når filmen er slut, kun nødig vil forlade igen.«
»Det er for mig en af biografoplevelsens væsentligste styrker i forhold til hjemmebiografen: mørket, fordybelsen, det store lærred, der fylder hele synsfeltet, den altomsluttende lyd, overgivelsen til et andet menneskes kunstneriske ambition og forventningens fortryllende glæde. Biografrummet er min katedral, det sted, hvor jeg dyrker mine guder og har mine spirituelle oplevelser.«
- Filmredaktør Christian Monggard i Dagbladet Information, 21. januar 2021
Biografen har altid haft en magisk tiltrækningskræft på mig. Jeg er lige nøjagtig vokset op i en tid, hvor film var noget man så i biografen (årgang 1972), inden videomaskinen blev hvermandseje. Når jeg som barn fik det klassiske spørgsmål om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, lød svaret: "Biografdirektør!" Og hjemme på drengeværelset, var væggene dækket med biografplakater, som jeg købte i Bios daværende fotoforretning på Kattebjerg. Jeg har brugt timevis på at kravle rundt på fotoforretningens gulv og kigge på hver enkelt plakat, der lå foldet i kasser, inden jeg tog den store beslutning om, hvilken plakat jeg skulle spendere min medbragte 10 krone på.
Mit livs første biografbesøg var i Bio Næstved i en alder af 6 år, hvor den første filmoplevelse på det store lærred var den tiende - og dengang nyeste - film med Olsen Banden. Efterfølgende var jeg klar, hver gang der var repremiere på tidligere film med Olsen Banden, og husker desuden at have set 'Smølferne og den fortryllede fløjte' og 'Disneys Olympiadeshow' i Bio i mine helt unge år. Altid med billetten i den ene hånd og en æske Frutti frugtpastiller fra biografens slikkiosk i den anden hånd. Bland selv slik, popcorn og sodavand i alle ønskelige størrelser havde endnu ikke vundet indpas.
Selvom Bio Næstved hurtigt blev stambiografen, blev det også til besøg i byens øvrige filmtempler. I Kino i Jernbanegade (lukkede i 1983) erindrer jeg at have set eftermiddagsforestillinger med heltene Zorro og Tarzan. I Scala Teatret på Jørgen Jensens Vej (lukkede i 1984) så jeg min første James Bond-film i biografen, Roger Moore i 'Octopussy', samt danske filmklassikere som for eksempel 'Far til fire' og 'Min søsters børn'.
Nogle år senere blev tegnefilmene skiftet ud med 'E.T.', 'Stjernekrigen', og 'Indiana Jones'. Sidstnævnte mødte jeg første gang i en alder af 10 år i 'Jagten på den forsvundne skat'. Den film kostede et par søvnløse nætter på grund af smeltede ansigster i slutningen. Men det var glemt, da seriens anden film, 'Indiana Jones og templets forbandelse' fik premiere. Det var den første film som jeg så to gange i biografen. Harrison Ford var min store filmhelt i de år - manden, der både spillede Indiana Jones og Han Solo!
Filmopdragelse i Glumsø
Fra mit 13. til mit 19. år boede jeg i Glumsø (fra midtfirserne og frem til begyndelsen af 1990’erne). Jeg plejer at sige at Glumsø Biograf har haft stor indfydelse på min filmopdragelse. Gruppen bag den lokale biograf var gode til at sammensætte en blandet buket af ældre og nye film, og jeg så (næsten) alt hvad der var på programmet. Tak at være biografgruppen, så jeg klassikere som Sergio Leones ’Den gode, den onde og den grusomme’, ’Ridderfalken’ med Humphrey Bogart og Bernardo Bertoluccis ’1900’. Biografen havde også ældre titler med James Bond på programmet.
De fleste film blev set bagerst i salen, hvor man kunne sidde ved caféborde i instruktørstole med biografens logo. Ofte med hver vores kop varme kakao og en pose Matador Mix til deling. Dengang var bar og billetsalg placeret til højre, når man trådte ind i salen.
Førnævnte ’1900’ gjorde et særligt indtryk på mig. Mit første møde med den italienske storfilm sidder stadig i mig den dag i dag. Filmen - eller rettere filmene, for der er en del 1 og en del 2 - blev vist en fredag aften. Fra min kammerat og jeg trådte ind i biografen og til vi traskede hjemad efter filmen, var der gået omtrent seks timer i selskab med Robert De Niro, Gerard Depardieu, Donald Sutherland med flere.
Jeg var vant til at se Syvester Stallone, Arnold Schwarzenegger og Chuck Norris få blodet til at sprøjte, og havde også stiftet bekendtskab med Jason i ’Fredag den 13.’ og Michael Meyers i ’Maskernes nat’. Men ’1900’ var en anderledes realistisk og voldsom oplevelse, der i en forhåndsvis tidlig alder fik mine øjne op for at der bliver skabt store og seværdige film udenfor Hollywood og Valby.
Film skal ses i biografen
Det var ikke filmene alene, der udgjorde oplevelsen ved at gå i biografen i mine drengeår. Reklamer og forfilm var også en vigtig del af oplevelsen ved biografbesøget. Nu til dags bliver vi bombarderet med reklamer overalt, men dengang var danske reklamefilm kun noget man så i biografen, og forfilmene var en sjælden mulighed for at få et kig på kommende film. Og så var der filmprogrammerne, som kunne købes sammen med billetten til de fleste film, med handlingsreferat samt billeder fra filmen - en fin souvenir. Disse var dog mere eller mindre forsvundet, da jeg begyndte at gå i biffen i sidste del af 1970'erne. Der blev fra midten af halvfjerdserne kun trykt programmer til større publikumssucceser, som blandt andet Olsen Banden-filmene.
Trods mange muligheder for at se film på forskellige platforme i dag, er der stadig god grund til at besøge biografen. Først og fremmest kan man fordybe sig i filmen, uden at blive forstyrret af andet. Læg dertil et billede, der aldrig har stået skarpere samt en lydoplevelse, de færreste hjemmebiografer kan levere - og ikke mindst salenes komfort med lænestole i langt de fleste sale. Det er stadig noget helt specielt at gå i biografen... "Film skal ses i biografen", som et ældre slogan lyder.
På nærværende side fortælles historien om Næstved og omegns biografer for første gang samlet og på mere end blot et par linjer. Læs om Bio Næstveds mere end 115 år lange historie samt om Kino, Fønix Teatret, Scala Teatret og Nordisk Film Biografer. Biograferne i Glumsø, Fensmark, Lov og Fuglebjerg har også deres egne sider. Det samme har rejsebiografer og Open Air arrangementer.
Siden rummer desuden en masse temaer om blandt andre Annelise Hovmand, Elvis Presley, Charlie Chaplin, Tarzan og Fy & Bi + fortællinger om repriser, sommerkavalkader og julefilm. Se også diverse gallerier, tidslinjer og ældre avisartikler. Udover den lokale biografhistorie har siden også et afsnit om byens videobutikker samt menupunktet Bio Tour, hvor jeg i selskab med sønnike (så ofte han kan lokkes) besøger udenbys biografer. Målet er at besøge alle biografer på Sjælland og øerne.
Billedet Her ses et hjørne af drengeværelset med filmplakater. Jeg må have taget det for at forevige min samling af sodavandsdåser, og så har et udsnit af filmplakaterne sneget sig med. 'Kampen om den røde ko', 'Det handler om penge' og 'Pale Rider'. Ovenover skimtes James Bond-filmene 'Moonraker' og 'A View to a Kill'. Udenfor billedet erindrer jeg at den dengang nyeste 007-plakat 'The Living Daylights' hang. Der var filmplakater på alle vægge . Vel 12 stykker i alt. De blev jævnligt skiftet, når der kom nye hjem i samlingen. På billedet er desuden indsat nogle af de minder fra drengeårene som I kan læse om herover.
Den lokale biografhistorie er også at finde på Facebook, Instagram og YouTube. Se links oppe i øverste højre hjørne. Lov om ophavsret gælder for tekst og billeder.
Besøg også
Presseomtale
Opdateringer
Kontakt
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (januar 2014 / redigeret oktober 2023)