Kino, Jernbanegade (1913-83)

Kino åbnede den 18. februar 1913 i Indrustribygningen på hjørnet af Jernbanegade og Teatergade (i dag Kobberhjørnet). Byens andet biografteater var ejet af et konsortium med den tidligere skuespiller og teaterdirektør Wilhelm Reckendorff som biografdirektør.

Åbningsfilmen var det københavnske Viktoriateaters store succes ’Barnet’ med Lilli Beck og Anna Norrie, som var to af tidens store kvindelige navne i dansk film.

"Enkelte billeder var ret uklare og flimrende, men det forsvinder antageligt, når arbejdet kommer under fastere rammer. Teatret gør et hyggeligt indtryk. Alt er moderne indrettet, og betjeningen optræder i fikse dragter, der pynter i landskabet," kunne Næstved Tidende berette fra premiereaftenen.

Åbningen af byens nye biografteater førte samtidig til Næstveds første biografkrig. Det kunne læses i et tilbageblik i Næstved Tidende, i anledning af Kino's 50 års jubilæum i 1963.

"Bio kunne naturligvis ikke lade en begivenhed som premieren på det nye teater gå upåagtet hen. I en 2-spaltet annonce - noget ellers uhørt for forlystelsesannoncer - og med flittig brug af den tids blikfang - de sorte hænder - pegede man på, at selveste Asta Nielsen nu var at se i den gamle biograf i 'Generalens datter', skuespil i 60 afdelinger af Urban Gad... Industri Teatret svarede igen med storfilm som 'Slotsbranden' og 'General Custers sidste kamp' [...] samtidig meddelte direktør Rechendorff, at man fremtidigt ville skifte program to gange ugentligt og indføre børneforestillinger til nedsat pris. Den kolde krig mellem den gamle og den nye biograf fortsatte i de følgende måneder, men døde så hen og afløstes af en mere realitetsbetonet og sund konkurrence."

Ved åbningen i Industribygningen lød navnet Industriteater-Biografen, men i løbet af de første måneder blev navnet ændret til først Industri-Biografen og derefter Industri-Kinografen. Senere blev navnet forkortet til Kinografen, som igen blev forkortet til Kino.

Nye lokaler
Den 30. august 1918 åbnede Kino i nye flotte lokaler med plads til 400 gæster på modsatte side af gaden i Jernbanegade 21. Åbningsprogrammet bestod af de to danske film 'Den lille danserinde' med Johanne Fritz-Petersen (senere Johanne Blom) og Lau Lauritzens 'Damernes ridder' med blandt andre Ole Stribolt og Carl Schenstrøm - også kendt som den ene halvdel af komikerparret Fy & Bi.

"Ude fra gaden præsenterer det ny biografteater sig ikke i en grad, der svarer til dets indre, idet teatret findes i en bagbygning, som slet ikke ses fra gaden. Byens ny biograf præsenterer sig som et stort og smukt teater, hvor filmens kunst får en ramme, der ikke kan forlanges bedre. Gennem flunkende ny tælleapparater, hvis knirken vil blive den sødeste musik i Hr. Rechendorffs øren, kommer man ind i en rummelig vestibule, der skal tjene som ventesal. Her modtog Hr. og Fru Rechendorff deres gæster ved indvielsesforestillingen og førte dem ind i selve teatret, der er et stort, smukt rum holdt i diskrete, brune farver og prydet med en mængde billeder i hvide rammer, medens selve det hvide lærred, hvor billederne vises, meget symbolsk er indrammet i en bred, forgyldt ramme - filmens guld," skrev Næstved Tidende dagen efter åbningen.

Wilhelm Reckendorff stoppede som biografdirektør i 1937 og derefter overtog E. Melson Nielsen bevillingen. Der var sket en del siden åbningen i Jernbanegade 21 små tyve år tidligere. Bio var flyttet til nye lokaler længere nede af Jernbanegade og Fønix Teateret var åbnet i Lille Næstved. Melson Nielsen foretog derfor en komplet ombygning, så Kino atter var byens mest moderne biografteater - i hvert fald for en stund.

Thormod Nielsen købte ejendommen og biografen i 1957. Justitsministeriet ville imidlertid ikke godkende hans ansøgning om at overtage Melson Nielsens biografbevilling. Begrundelsen lød, at man ikke kunne gøre krav på en bevilling blot fordi man købte en biografbygning. Det var Thormod Nielsens uheld at ministeriet på samme tid behandlede en sag mod en såkaldt biografslagter, der havde brugt den praksis at opkøbe jyske biografejendomme, så han kunne råde over flere biografer på een gang.

"Denne fremgangsmåde er imidlertid helt ulovlig, idet biografloven forbyder enhver tendens i retning af stordrift med flere biografer styret fra een hånd. Da biografslagteren i sommer søgte bevilling til en biograf i Holstebro, nægtede Justitsministeren da også pure at tildele ham bevillingen," skrev Næstved Tidende om sagen.

Dahlerup tager over
Biografbevillingen tilfaldt i stedet Tage Dahlerup, der kom fra en stilling som inspektør i en biograf i Ringsted. Dahlerup havde endvidere en fortid hos filmselskabet Metro Goldwyn Mayer's afdeling i København, hvor han var ansat i mere end 30 år. De mange år hos MGM sikrede ham en god aftale med selskabet med det berømte løvehoved, der leverede film til både Kino og Fønix Teatret på Slagelsevej.

Tage Dahlerup blev efterfulgt af datteren Elisa Dahlerup og hendes mand Lars Ørsted Dahlerup i 1973. Under dem udviklede Kino sig til at være mere end blot en biograf. I 1975 stiftedes Kino Film, der distribuerede en blandet buket af film til landets biografer. Lige fra danske klassikere som den populære ungdomsfilm ’Måske ku’ vi’ (1975) og Jørgen Leths banebrydende cykeldokumentar ’En forårsdag i helvede’ (1977) til udenlandske titler som ’Draculas blodige saga’ (1976) og ’Dick Turpin’ (1977).

Lars Ørsted drev også Kino Studio, der var placeret oven på biografen i Jernbanegade 21. Inden Kino Studio blev indviet i slutningen af 1970'erne, drev Ørsted Kino Film & Musik, der måtte lukke i 1977. Halvanden år senere kunne han så slå dørene op til Kino Studio, som senere blev overtaget af Per Sauer. I de tidlige 1980'ere etablerede Lars Ørsted Dahlerup endvidere Kino Video sammen med Per Sauer. Selskabet leverede udlejningsfilm til det dengang nye og fremadstormende hjemmebiografmarked. Der blev også udsendt film under navnene Næstved Video Distribution, KVPFA og Dansk Videoklub.

Læs mere om Kino Film, Kino Studio og Kino Video på linket nederst på denne side.

Ingen film = ingen biograf
Familien Ørsted Dahlerup afhændede Kino til Per Sauer i begyndelsen i 1982. Han valgte at stoppe efter blot 5-6 måneder og gav stafetten videre til Flemming Iversen. Iversen nåede at være biografdirektør i et år, inden han måtte opgive at fortsætte driften.

"Jeg er bogstaveligt talt løbet tør for film. Kino havde kun kontrakter med de fem mindste udlejningsselskaber, og de havde da også gode ting at byde på, men efter nøjagtig et år som biografejer har jeg nu vist dem alle sammen. Så har jeg selvfølgelig taget kontakt til de store selskaber, men har fået det svar, at de handlede med Bio. Jeg kunne kun få nogle af deres film, hvis Annelise Hovmand (Bio's biografdirektør, red.) ville give dem fra sig. Og det har hun afvist meget skarpt, så nu er jeg i den fantastiske situation at have en biograf, men ingen film at vise i den. Jeg indrømmer, at jeg har tabt slaget. Men alligevel er jeg ikke bitter. Jeg forstår godt, at Annelise Hovmand skal bruge mange film, når hun skal fylde fem biografer hver dag. Sådan er forretningen," fortalte Flemming Iversen til Næstved Tidende i juli 1983, hvor Kino lukkede efter 70 år.

I månederne efter lukningen syntes et par potentielle købere indstillet på at drive reprisebiograf med en række klassiske film på plakaten. Den handel blev dog ikke til noget, og siden kunne følgende læses i Næstved Tidende:

"Nu er det definitivt afgjort, at Næstved har mistet en af sine tre biografer. Der vil aldrig mere blive vist film i Kino i Jernbanegade. Inventaret er pillet ned, lejemålet og bygningen er afhændet. Hvad lokalet skal bruges til, ønsker den nye ejer, salgsrepræsentant Per Grauengaard, ikke offentliggjort endnu."

Per Grauengaard ombyggede Kino til diskoteket Exxos, der åbnede i august 1984. Der har siden været diskotek på adressen under forskellige navne og ejere. Lokalerne står i skrivende stund tomme.


Besøg også

Galleri
På programmet
Billetter
Kino Film, Kino Video og Kino Studio


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (januar 2014 / redigeret marts 2021)


Kilder: Per Sauer, NæstvedArkiverne, Næstved Tidende og bogen Sjællands Biografer” af Ole Taudal Poulsen.