Denne side indeholder en alternativ udgave af Bio Touren. Her besøger vi gamle biografer i Københavnsområdet, der forlængst er lukkede, men stadig er en synlig del af bybilledet.
Herunder kan læses et par linjer om de gamle biografer, og i galleriet ses billeder fra dengang og nu (se link længere nede).
Odeon på Fælledvej åbnede i 1925 og lukkede i 1958. Mere end 60 år efter lukningen kan man stadig se en gavlreklame for biografen på siden af den gamle biografbygning. I dag rummer bygningen blandt andet en ejendomsmægler og et pizzeria.
Alexandra på hjørnet af Gl. Torv og Nørregade åbnede i 1942 og lukkede i 1981. Billedhugger Olaf Stæhr-Nielsens relief over indgangen vidner i dag om at der engang var biograf i bygningen. Der har siden 1980'erne været skiftende diskoteker og natklubber i lokalerner.
Rialto i Smallegade åbnede i 1924 og lukkede i 1980. Det markante biografskilt er fredet og sidder stadig på Rialtobygningens facade. Efter lukningen var der i mange år teater i den gamle biograf. I dag er film og skuespil skiftet ud med fadøl og fest i The Old Irish Pub.
Roxy på Godthåbsvej åbnede i 1928 og lukkede i 1976. Også her sidder det gamle biografskilt stadig på bygningen. Biografens gamle baldakin er også bevaret. Den sidder i dag over indgangen til Netto som nu bor i lokalerne. Roxy var i øvrigt den første biograf i Danmark, der viste talefilm (1929).
Metropol på Strøget åbnede i 1923 og lukkede i 1980. Den var i mange år premierebiograf for alle de nyeste Disneyfilm. Jeg selv så 'Bernard og Bianca' ved mit eneste besøg i Metropol. Det var i julen 1978. Siden 2008 har tøjbutikken New Yorker haft adresse i Metropol-bygningen.
Se billeder fra vores Bio Tour til de gamle københavnske biografer
Galleri
Læs mere om de gamle københavnske biografer
Biografmuseet.dk
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (marts 2022 / redigeret maj 2023)
Kilder: Biografmuseet.dk, Berlingske, Indenforvoldene.dk og Wikipedia.