The Beatles har underholdt de lokale biografgængere siden 1960’erne. Først i Fønix Teatret på Slagelsevej, der var lokal premierebiograf for alle filmene med John, Paul, George og Ringo. Siden fulgte en række repriser i Næstveds øvrige biografer; Bio Næstved på Kattebjerg (tidl. Ny Østergade), Kino i Jernbanegade, Scala Teatret på Jørgen Jensens Vej og senest Nordisk Film Biografer.
The Beatles nåede aldrig tættere på Næstved end de cirka 70 km, der skiller byen fra K.B. Hallen på Frederiksberg, hvor de optrådte ved to koncerter den 4. juni 1964. Den 31. oktober samme år blev der dog strøet en smule Beatles-magi over Axeltorv, da trommeslageren Jimmy Nicol optrådte med sit band The Shubdubs på Hotel Axelhus.
“Da The Beatles i juni måned gæstede København, var Ringo Starr ikke med. Han havde fået halsbetændelse (Han var indlagt på et hospital i London for at få fjernet sine mandler, red). I stedet havde man Jimmy Nicol, der desuden fulgte med de tre Beatler til Amsterdam, Hongkong og Australien. Overalt fik han strålende kritik. Ja, man gik endog så vidt som til at hævde, at Jimmy Nicol teknisk set stod langt over Ringo Starr. Dette er måske nok lidt overdrevet, men der er ingen tvivl om, at han er en mere varieret janitshar,” skrev Næstved Tidende på dagen for den lokale koncert, mens følgende kunne læses om mandagen efter Nicols besøg:
”Der var ca. 300 unge mennesker, og de morede sig dejligt. The 5th Beatle, Jimmy Nicol, ankom først med sine Shubdubs kl. 24 - og ærlig talt, det blev noget af en skuffelse. Bevares, orkestret spillede såmænd udmærket, men det var ikke den stil man er vant til. Besætningen var to tenorsax’er, elektrisk orgel, basguitar, trommer og sanger. Jimmy Nicol viste sig at være en habil trommeslager, men han slog så hårdt, at det var et helt under, at trommeskindene holdt. Han havde tillagt sig en formidabel hårpragt siden sit Danmarks-besøg.”
1964 var også året, hvor syv unge mennesker fra Næstved og omegn startede musikklubben Beatles Club på Karrebæksminde Kro. Første koncert var med pigtrådsbandet The Rockets, som vandt Jyllandsmesterskabet i popmusik to år senere.
”Efter Liverpoolgrupperne er blevet så populære her i landet, og da navnlig The Beatles har slået sig helt igennem, har bestyrelsen opkaldt klubben efter dem. Det første arrangement blev alle tiders succes. Der var mødt mindst 300 mennesker op, men efter 250 var lukket ind, måtte man lukke dørene. De heldige fik virkelig en aften ud af det," berettede det lokale dagblad.
Hvis man ønskede at møde op til koncerterne iført moderigtigt tøj, kunne man for eksempel besøge Bristol i Vinhusgade, Herre Magasinet på Axeltorv eller London Magasinet på Hjultorv, der annoncerede med "laminerede Beatles jakker i elegant facon med høj knapstilling" til 33 kroner, samt den mere eksklusive version med "sorte strikkanter i den rigtige facon" til 58 kroner.
Første optræden på et lokalt lærred og 'En hård dags nat'
Selvom Fønix Teatret blev byens Beatles-biograf, var det i Bio Næstved, at gruppen for første gang optrådte kortvarigt på et lokalt biograflærred. Fredag den 29. maj 1964 havde den danske film 'Selvmordsskolen', med Jørgen Ryg i hovedrollen, lokal premiere. I biografannoncen blev det fremhævet, at man kunne opleve The Fab Four i både farver og Cinemascope.
”Som ekstranummer vises en forfilm med optagelser fra en Beatles-koncert, og dette korte stykke er afgjort aftenens morsomste. Som de fleste vel er klar over, tager de fire berømte herrer ikke sig selv særlig alvorligt, og at de heller ikke tager publikum og fans alvorligt, er denne filmstrimmel tydeligt bevis på. Sjældent har man set nogen gøre så åbenlyst grin med borgermusikken, og sjældent har man set så mange tage så lidt alvorligt,” skrev Næstved Tidende dagen efter premieren.
Mandag den 16. november 1964 havde Fønix Teatret lokal premiere på den første spillefilm med The Beatles, ’En hård dags nat’ ('A Hard Days Night'). Avisen introducerede filmen med disse ord:
”Så kom de fire britiske puddelhunde til byen. I Fønix spilles The Beatles’ første spillefilm ’En hård dags nat’, og den skulle ikke være tilnærmelsesvis så slem, som mange måske har deres bange anelser om, ud fra kendskab til normale popfilm, brygget sammen på spekulationsgrundlag. ’En hård dags nat’ er rent teknisk en film, og Liverpool-drengene viser en sans for komedie, man sikkert ikke havde tiltroet dem. At tale om egentlig handling er nok vanskeligt, men filmen skildrer med komik og satire popsamfundet, og foregår over en lang og anstrengende dag for de fire, og ender med en aftenkoncert, de er på vej til. Filmen er iscenesat af Richard Lester efter drejebog af Alun Owen.”
I marts 1965 kunne Næstved Tidende rapportere i sladderspalterne, at The Beatles var klar til at begynde optagelserne af deres anden film, som angiveligt skulle være en gyser!
”The Beatles spillede sig selv i deres første film ’En hård dags nat’. Om kort tid går de i gang med deres film nummer to, og denne gang bliver det en gyser. Men som en helt ny overraskelse afsløres det nu, at den langhårede kvartet også forhandler om at indspille en vaskeægte western… Sidst på måneden drager The Beatles til Bahamaøerne for at indlede optagelserne af gyserfilmen. Den har ikke engang fået en titel endnu. Men det bliver en film med internationalt miljø, og optagelserne vil veksle mellem Bahamaøerne, Østrig og England.”
'Hjælp'
Gruppens anden film blev ’Hjælp’ ('Help'), og selvom stakkels Ringo må gennemgå en del prøvelser, vil det nok være en overdrivelse at kalde filmen en gyser. Filmen havde premiere i Fønix Teatret fredag den 14. januar 1966 - kun fire dage efter den danske premiere.
”Den tid, hvor unge og gamle – pigtrådsfans lige undtaget – rynkede på næsen og fniste foragteligt af de fire langhårede, pudrede og lapsede skrigedukker fra Liverpool, og vidende hviskede om der mon ikke var noget galt med deres hormonbalance osv., er for længst forbi. The Beatles er blevet klassikere indenfor den lette musik, poppens gulddrenge. Den barokke musikalske humors fornyere. Bank of Englands udsendte agenter, nonsens-litteraturens enfant terrible (for John Lennons vedkommende) og den skrumpende britiske imperiums nyeste feltherrer og ordensbrødre. Men først og fremmest har man erkendt at de fire drenge virkelig kan både synge, spille – og komponere en vittig og begavet tekst,” skrev Næstved Tidende og fortsatte:
”Som filmstjerner har de også slået an. I deres første film ’En hård dags nat’ stormede de med jublende fanden-i-voldsk humør lige i hovedet på et mægtigt publikum, der hermed var overbevist om, at de knægte ikke var så tossede endda. The Beatles og Dick Lesters (instruktør Richard Lester, red.) nyeste samarbejde – i filmen ’Hjælp’, der i aftes kom til Næstved, har været imødeset med forventning, og der er ingen grund til at skuffes. Lester og de fire knægte kaster sig ud i de barokke optrin, fængende musikalske indslag og den hidsige rytme, som passer til fænomenet The Beatles. Det er en farvefilm denne gang. Og det er en teknisk ligeså god film som den første. Den fine humor gennemsiver hele filmen, der for det meste er optaget om location udendørs.”
Fem dage efter den lokale premiere kunne det læses, at den nye film var et kæmpe tilløbsstykke i Fønix Teatret, hvor den tiltrak et begejstret publikum to gange hver aften.
"Vi kører med fulde huse hver aften og det er helt sikkert, at filmen går hele ugen ud. Hvorvidt vi fortsætter 'Hjælp' også i næste uge tages der først stilling til sidst i denne uge. De fire Beatles er jo ungdommens favoritter, men der er skam også et voksent publikum til de fire spasmageres morsomme film," fortalte biografdirektør Børge Ewald Petersen.
I forbindelse med Danmarkspremieren på 'Hjælp' i de Københavnske biografer, satte Ekstra Bladet seks folkemusikere i stævne og bad dem anmelde filmen. Heriblandt den 20-årige sanger og guitarist Stig Møller, der ikke sparede på lovordene:
”Ikke en af de mest fantastiske film, jeg har set, men DEN mest fantastiske. Måske skyldes det mere instruktøren, end Beatles, men hele filmen svingede, som om alt, lyd, bevægelser, farver, klip, var musik. Beatles har jeg altid kunnet li’ – har altid syntes, at de simpelt hen er de bedste i genren. Eller ud over genren, for man kan vist ikke kalde det, de laver for pop. Der er et eller andet i deres musik og ved dem, som er pragtfuldt, simpelthen.”
’Yellow Submarine - den gule undervandsbåd’
Den farverige fortælling om den gule undervandsbåd fik lokal premiere mandag den 3. marts 1969. Næstved Tidende brugte ikke mange linjer på at gå i dybden - så at sige - med filmen.
”Fønix spiller den meget omtalte Beatles-tegnefilm ’Yellow Submarine’, en musikalsk-billedlig fantasi, der beskriver de fire musikeres odyssé i en lille gul undervandsbåd,” lød den korte omtale i det lokale dagblad, mens B.T. havde afsat betydeligt mere spalteplads:
”Yellow Submarine er en fantastisk og utrolig fantasifuld tegnefilm om melodien, der blev væk, og om, hvordan den stadig kan findes igen. Den czekoslovakiske tegner Heinz Edelmann har ladet sig inspirere af den sære verden, der lever i alt, hvad The Beatles rører ved, deres musik, deres tekster, deres sære indfald og ikke mindst dem selv. Med sin mærkelige streg har han gjort de fire Beatler til sine hovedpersoner i historien om Peberlands befrielse. Det er revy, det er satire, det er eventyr, og det er stor befriende humor. Filmen rummer en endeløs strøm af de besynderligste indfald, både i historie, tekst og tegninger, som publikum i Storms Petersens hjemland bør have alle betingelser for at forstå og sætte pris på. Da tæppet glider for efter næsten to timers voldsomt slid på smilebånd og lattermuskler, er man mere end opsat på at kvæle den første og bedste blåtrold, man møder. Så forvirres man, for alle, man møder udenfor, ligner hinanden. Er de ikke alle sammen lidt blå? Man stirrer sig en smule forvirret om. Skulle der ikke være bare en lille bitte gul ubåd på vej i nærheden? Så overvældes man af trang til at styrte ind og se det hele en gang til. For dér var den rigtig nok inde, The Yellow Submarine. Derinde var der hjælp på vej.”
'Let it Be - som det er'
Mandag den 2. november 1970 var der lokal premiere på ’Let it Be’ i Fønix Teatret. En film som Næstved Tidendes skribent udnævnte til Beatlernes bedste performance på det store lærred.
”Beatles-filmen ’Let it Be’ med den danske undertitel ‘som det er’ et den hidtil bedste film, de fire Liverpool-drenge til dato har indspillet. Den er saglig, Paul, John, Ringo og George spiller helt naturligt og ikke så kunstigt som i de to foregående film ’A hard days night’ og ’Help’. Det var oprindelig tanken, at den skulle benyttes til en fjernsynsudsendelse, men man fandt materialet så godt, at man udsendte en film. Det kan publikum kun være taknemmelig for. Den er simpelthen strålende, veldrejet og med mange fine klip. Handlingen foregår under optagelserne til den store Beatles-succes ’Let it Be’. Man følger de fire kunstnere under prøverne og senere under optagelserne. En ting, man tydeligt lægger mærke til, er, at det er Paul, der er gruppens egentlige leder. Det er ham, der samler trådene. Derfor må det være overvejende sandsynligt, at det bliver Beatles sidste film, idet Paul McCartney for et par uger siden meddelte, at han ikke ønsker at spille i The Beatles mere. Dermed er gruppen næsten gået i opløsning,” kunne det læses i avisen som videre skrev:
”Filmens så afgjorte højdepunkt kommer, da gruppen præsenterer numre fra en ny LP på toppen af pladeselskabets bygning. Folk stimler sammen i gaderne, og politiet har besvær med at dirigere trafikken. Alligevel forarger denne utraditionelle koncert ikke de konservative englændere, der synes det er et fikst påfund – dog undtaget en forretningsmand, der mener, det skader handelen i kvarteret. ’Get back’ spiller gruppen, da politiet kommer op på taget for at bede den standse koncerten. Melodiens tekst gør sin virkning, og politiet forsvinder. En virkelig festlig afslutning på filmen.”
Beatles i nyere tid
The Beatles har optrådt tre gange på de lokale biograflærreder i nyere tid. I 2014 havde Nordisk Film Biografer en 50 års jubilæumsvisning af 'A Hard Days Night' og i 2016 fulgte dokumentarfilmen 'The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years' i Bio Næstved.
”Der er ikke rigtig noget nyt i ’The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years’, som mere end noget andet virker som instruktøren Ron Howards fanhyldest til sin ungdoms musikalske helte. Men det gør ikke noget, hvis man er bare en brøkdel så lalleglad en fanster som ham. Ron Howard har valgt en tidsperiode, som danner den perfekte konfliktfrie ramme om en helt igennem positiv og stejlt opadgående kurve for bandet… ’The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years’ fungerer fint som kærlighedsfyldt hyldest og grundintroduktion til verdens største popkulturelle fænomen. Howard har sagt, at han gerne vil ramme de unge med filmen. Få dem til at forstå ikke bare omfanget af The Beatles' musikalske produktion, men også den tid, de kom ud af,” lød det i Dagbladet Informations anmeldelse af filmen.
I 2017 kunne 'The Beatles: Sgt. Pepper 50 år', ses ved en enkelt visning i Nordisk Film Biografer. Filmen, der handler om albummet ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ fra 1967, kom fint i forlængelse af 'The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years', som fortalte om perioden frem til 1966.
Udover film med The Beatles i hovedrollerne, har biograferne også budt på film, hvor gruppens musik er omdrejningspunktet. For eksempel den norske film 'Beatles', der foregår i 1967. Her følger man de fire kammerater Kim, Gunnar, Seb og Ola, der drømmer om at være John, Paul, George og Ringo. Mens de drømmer om at få råd til rigtigt udstyr, leger de band med papguitarer og kosteskaftmikrofoner og lever sig af hele hjertet ind i The Beatles’ univers. Filmen, der er instrueret af danske Peter Flinth med blandt andre Peter Gantzler på rollelisten, blev vist en enkelt aften i Bio Næstved i april 2015.
En anden film af nyere dato er Danny Boyles 'Yesterday', der fortæller historien om den ukendte musiker Jack Malik. En dag opdager han, at han er den eneste i verden, der kan huske The Beatles. Han bliver berømt, da han lancerer deres sange som sine egne. Filmen havde premiere i både Bio Næstved og Nordisk Film Biografer i sommeren 2019.
Det ville være oplagt også at nævne 'Nowhere Boy' med den - måske - kommende James Bond, Aaron Taylor-Johnson. Denne udmærkede film om John Lennons opvækst fik dansk premiere i foråret 2010, men blev desværre ikke programsat i Næstved.
Premiereliste (og nyere respiser)
Selvmordsskolen (forfilm med The Beatles)
Danmarkspremiere mandag den 30. marts 1964
Lokal premiere i Bio Næstved fredag den 29. maj 1964
En hård dags nat (A Hard Days Night)
Danmarkspremiere mandag den 3. august 1964
Lokal premiere i Fønix Teatret mandag den 16. november 1964
Hjælp (Help)
Danmarkspremiere mandag den 10. januar 1966
Lokal premiere i Fønix Teatret fredag den 14. januar 1966
Yellow Submarine - den gule undervandsbåd
Danmarkspremiere fredag den 20. december 1968
Lokal premiere i Fønix Teatret mandag den 3. marts 1969
Let it Be - som det er
Danmarkspremiere onsdag den 12. august 1970
Lokal premiere i Fønix Teatret mandag den 2. november 1970
A Hard Days Night – 50 års jubilæum (digital 4K-restaureret version)
Re-premiere i Nordisk Film Biografer 11. september 2014
The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years
Danmarkspremiere i Bio Næstved torsdag den 29. september 2016
The Beatles: Sgt. Pepper 50 år
Danmarkspremiere i Nordisk Film Biografer torsdag den 1. juni 2017
Besøg også temaets øvrige sider
The Beatles i Næstved: Galleri
The Beatles i Næstved: På programmet
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (august 2024)
Kilder: Næstved Tidende, B.T., Ekstra Bladet, Information, DFI og NæstvedArkiverne