Tarzan har optrådt i et utal af bøger, tegneserier og film siden debuten som romanfigur i 1914. Her til lands stiftede vi første gang bekendtskab med ham i 1919, hvor Edgar Rice Burroughs’ roman ’Tarzan - Abernes konge’ udkom på dansk. Dengang kunne Næstveds borgere eksempelvis købe deres bøger i A.C. Børners Boghandel på Axeltorv. Samme Børner blev senere biografdirektør for Bio Næstved, som han drev fra 1940 og frem til sin død i 1966. Han var således leveringsdygtig i Tarzans eventyr både på skrift og på film.
I efteråret 1919 kunne Tarzan opleves i de danske biografer for første gang. Den amerikanske skuespiller Elmo Lincoln spillede hovedrollen i den første filmatisering af fortællingen om abernes konge. Filmen - med den danske titel ’Abens Plejesøn’ - blev en stor succes, og hører blandt de ti første stumfilm, der spillede over 1 million dollars hjem.
”Filmen synes i dag hverken værre eller bedre end datidens naive tju-bang-film, og den følger rimeligt historien fra den første Tarzan-bog, men succesen startede den enorme strøm af Tarzan-film, der i dag kan betegnes som den længste og længstlevende filmserie, der overhovedet findes!,” skrev forfatter og filmekspert Ulrich Breuning i bogen ’Tarzan-myten’ fra 1980.
Tarzan er i øvrigt en del af et eksklusivt trekløver sammen med Robin Hood og James Bond. De er de eneste filmkarakterer, der har været på plakaten i alle Næstveds biografer - fra Fønix Teatret, Kino og Scala Teatret til Bio og Nordisk Film Biografer. Uden for bygrænsen har abernes konge også underholdt biografgængerne i Glumsø, Fensmark og Fuglebjerg.
Mit første møde med Tarzan
Undertegnedes første bekendtskab med Tarzan på film var som 9-10 årig. Det var i begyndelsen af 1980’erne, hvor Danmarks dengang eneste tv-kanal viste klassiske film på eftermiddage i weekenderne. Det var sådan jeg blev introduceret til Charlie Chaplin, Gøg og Gokke, Danny Kaye og andre af de gamle Hollywood-stjerner. Således også Tarzan i skikkelse af Johnny Weissmuller.
Mit første møde med Tarzan i biografen var en eftermiddagsforestilling i Kino i Jernbanegade. Jeg erindrer ikke titlen på filmen eller hvem der spillede Tarzan. Jeg husker blot at filmen var i farver og at det var en temmelig slidt kopi. Kort tid efter så jeg ’Tarzan sejrer’ med i Johnny Weissmuller i Bio Næstved. Jeg husker titlen på denne film, fordi jeg fik filmplakaten med hjem. Den kom op og hænge over skibsbriksen på drengeværelset samme dag.
Johnny Weissmuller regnes af mange - inklusiv mig selv - for den rigtige Tarzan. Den tidligere Olympiske guldmedaljevinder i svømning blev i 1932 hyret til at spille hovedrollen i ’Tarzan’. Filmen blev en drønende succes. Det blev efterfølgende til endnu elleve film, hvor ’Tarzan og havfruen’ fra 1948 (se filmprogrammet i galleriet) blev den sidste med Weissmuller som junglehelten.
”’Tarzan the Ape Man’ havde premiere i 1932, og Weissmullers Tarzan var en øjeblikkelig succes [...] Tarzans Jane flyttede ind i trætoppen, og hun var lige så let påklædt som han. Maureen O’Sullivan spillede hende, og hun blev højt elsket. De fik også et plejebarn, Boy, spillet af Johnny Sheffield, og så leverede chimpansen Cheetah comic relief. Det fungerede perfekt, selv om det ikke var den Tarzan, Burroughs havde skabt. Det var imidlertid den Tarzan, millioner kom til at elske, og med junglehylet som kending havde Tarzan-universet nået et stadie, vi i dag ville kalde en franchise,” fortalte tv-værten og filmnørden Jakob Stegelmann i en artikel i Filmmagasinet Ekko i 2016.
Edgar Rice Burroughs var ikke tilfreds med Johnny Weissmullers fortolkning af Tarzan. Forfatteren tog derfor sagen i egen hånd og fandt skuespilleren Herman Brix, som svarede præcis til hans opfattelse af sin figur. Disse film blev produceret sideløbende med Weissmuller-filmene i årene 1935-38, men publikum svigtede Burroughs' og Brix' filmatiseringer. Johnny Weissmuller trak sig sejrrigt ud af kampen og fortsatte sin filmserie uden konkurrence fra reserve-Tarzan'er.
Tiden efter Weissmuller
Lex Barker fik den utaknemmelige opgave at tage over efter Johnny Weissmuller. Han klarede dog opgaven ganske udmærket i de fem film han spillede Tarzan (1949-1953), og fik megen ros for at spille rollen i god overensstemmelse med Edgar Rice Burroughs' beskrivelse i bøgerne. Lianerne blev derefter givet videre til Gordon Scott, der blev den første Tarzan i farver. Han udfyldte rollen som abernes konge i seks film (1955-60). Jock Mahoney spillede Tarzan i to film (1962-63) og Mike Henry fulgte efter med tre film (1966-68). Ron Ely afsluttede æraen med fem film (1967-71). Ely spillede Tarzan i en tv-serie, der strakte sig over hele 57 afsnit, og det var sammenklip af denne, der blev til fem ganske middelmådige biograffilm.
1970’erne bød på en lang række uofficielle Tarzan-film, der ikke tæller med på listen over de rigtige film. Ingen af disse blev produceret i Hollywood, men så forskellige steder som Indien, der leverede farvestrålende Bollywood-udgaver med sang og dans, samt Italien og Spanien.
”De er helt i overensstemmelse med seriens ideologi, men helt klodsede og konstant ufrivilligt komiske, hvis man kan grine af den slags… Helt fornøjeligt er [den spanske] ’Tarzan og våbensmuglerne’ fra 1973. Tarzan er kun en biperson, der hjælper et internationalt sammensat hemmeligt agentkorps af utrolig spøjs karakter med at ordne en våbensmugler, af nazistisk oprindelse naturligvis, der ødelægger freden i Afrika. Musikledsagelsen er passende discorytmer,” berettede Ulrich Breuning i ’Tarzan-myten’.
En anden af de sydeuropæiske produktioner er ’Tarzan og den hemmelige skat’ fra 1974. Filmen skal ikke fremhæves for sine kvaliteter - for dem er der ikke mange af. Men fordi den havde en lokal distributør, og Næstved samtidig var landets eneste premiereby. Det var Atlantic Film i Tappernøje, der havde de danske biografrettigheder til filmen. Der var ingen af de sædvanlige premierebiografer i København, der viste interesse for ’Tarzan og den hemmelige skat’, så Kino blev den første biograf i Danmark, der fik filmen på plakaten. Det var i februar 1976.
Efter et årti uden rigtige Tarzan-film kom Hollywood atter på banen i 1981, hvor den blødt erotiske ’Tarzan, abernes konge’ fik premiere. Det viste sig desværre at den ikke havde været ventetiden værd. En anmelder skrev kort og godt "frarådes på det varmeste", mens en anden kunne tilføje "så styg, at det er morsomt".
”Godt nok havde filmskaberne købt rettighederne til titelfigurens navn, men det var tydeligt for enhver, at projektet mest handlede om at klæde instruktørens kone (pinupmodellen Bo Derek som Jane) af. Anderledes lødig var den stort opsatte ’Greystoke - beretningen om Tarzan, abernes konge’ fra 1984, et respektfuldt forsøg på at finde tilbage til stemningen fra Burroughs’ romaner. Franske Christopher Lambert brød igennem i hovedrollen, der dog slet ikke kaldes Tarzan i filmen. Den forventede succes udeblev, og bortset fra Disney-selskabets populære tegnefilmversion fra 1999 har kun et par forkølede tv-serier og videopremierer båret Tarzans navn de sidste 30 år,” skrev freelancejournalist og forfatter Brian Iskov i en artikel i Sjællandske fra 2016.
Den seneste Tarzan-filmatisering, ’The Legend of Tarzan’, kom i 2016. Den har Alexander Skarsgård og Margot Robbie i rollerne som Tarzan og Jane. Filmen blev anmeldt i Sjællandske, der under overskriften ’Uudnyttede overdådigheder’ uddelte 4 af 6 stjerner.
”Med stor klippeteknisk omhu og snilde væves den oprindelige Tarzan-myte og Janes fortid sammen med denne nye handling, og når Tarzans hyl gjalder gennem junglen, lyder det nøjagtigt som Johnny Weissmullers - og det er ren filmfryd… Denne storslåede produktion har alle elementer og alle muligheder for at kombinere klassisk storfilm-overdådighed med meningsfuld aktualitet, men et banalt manuskript smider det hele på gulvet,” lød ordene i det lokale dagblad, mens Berlingske skrev:
”Men filmen er, ud over at være kulørt og stærkt underholdende, en spejling af vor tids idealer, og det står klart i sammenligning med de sort-hvide Weissmuller-film og med den kunstnerisk set bedste Tarzan-fortolkning, nemlig Christopher Lambert i Hugh Hudsons ’Greystoke’ fra 1984.”
Den danske forbindelse
Tarzan har aldrig svinget sig rundt i Næstveds skove, eller i andre danske skove for den sags skyld. Han har heller aldrig medvirket i danske filmproduktioner, men hans navn har været brugt et par gange i dansk film. Filmatiseringen af Ole Lund Kirkegaards bog ’Gummi Tarzan’ havde biografpremiere i 1981, mens en animeret udgave af historien fulgte i 2012. Erik Clausens ’Tarzan Mama Mia’ fik biografpremiere i 1989.
Det viste sig dog ikke at være helt problemfrit at benytte Tarzan-navnet. Edgar Rice Burroughs Inc. har indregistreret Tarzan som varemærke og siden licenseret navnet til den allestedsnærværende Disney-koncern. ’Tarzan Mama Mia’ måtte ændre navn til ’Mig og Mama Mia’ kort efter biografpremieren, da Nordisk Film havde ikke fået tilladelse af Edgar Rice Burroughs Inc. til at benytte Tarzan i filmens titel.
Det fleste kan nok synge med på Kim Larsens titelsang til ’Tarzan Mama Mia’, der er en af de bedst sælgende singler i Danmark nogensinde. Den vandt en statuette for årets hit ved DMA i 1990 og blev desuden kåret som årets lokalradio-hit samme år. Sangens titel blev - modsat filmen - ikke ændret, fordi der blev betalt clearing til Edgar Rice Burroughs Inc. for brug af Tarzans navn.
Efter en musicalopsætning af ’Gummi Tarzan’ i 2003 sagsøgte Disney Ole Lund Kirkegaards arvinger for krænkelse af rettighederne til navnet. Sagen blev forligt, således at Gummi Tarzan i fremtidige værker skal kaldes Gummi T. Bogen og den første film kan stadig markedsføres under det oprindelige navn. Men den nyere animationsfilm hedder blot ’Gummi T’.
Førnævnte Kim Larsen får det sidste ord, med en herlig lille fortælling om Tarzan og hans tro følgesvend, aben Cheetah, der måske, og måske ikke, havde forladt den afrikanske jungle for at bo hos sangeren og familien i Danmark. I hvert fald i den syv-årige Larsens fantasi. Historien stammer fra den fremragende erindringsbog ’Mine unge år’, hvor den afdøde sanger fortæller om sin barndom og ungdom til forfatteren Jens Andersen.
"Det sårede mig lidt, da de andre i klassen drillede mig med, at jeg ikke havde nogen far, men jeg skyndte mig at sige, at jeg faktisk havde en. Han boede bare ikke her i kvarteret, fortalte jeg, men i junglen et sted: "Min far er nemlig Tarzan!" Jeg troede selv på det i det øjeblik, det røg ud af munden på mig, "Han kommer aldrig og besøger mig, så engang imellem tager min mor og storebror og jeg et smut til Afrika og hilser på ham. Sidste gang, der lånte jeg hans abe, den har jeg derhjemme nu." Løgnen voksede og voksede. "Er Cheetah hjemme hos jer?!" Alle i klassen havde jo set Tarzan-filmen og var helt vilde med aben. "Bor Cheetah sammen med dig?" - "Ja, på Mågevej" - "Må vi komme hjem og se den?" - "Øh, ja." Og så tænkte jeg ellers kun på, hvordan jeg skulle greje situationen."
"Efter skoletid var der et helt ros af unger efter mig, der skulle hjem og hilse på Cheetah. Jeg tænkte: "Hvordan fanden klarer jeg den her?" Det var først, da vi fulgtes hen ad Mågevej, det rigtigt gik op for mig, at det var en løgn, og nu skulle vi hjem og se den abe. Jeg bad dem gå stille op ad trapperne og sagde: "Hvis den sover, så må I altså ikke se den, vel? Jeg lytter lige!" De stod allesammen åndeløse på 2. sal, Mågevej 81, mens jeg lettede forsigtigt på låget til brevsprækken: "Cheetah? Cheetah?" Jeg vendte mig om mod alle dem fra klassen: "Nej, den svarer ikke, så sover den, det må blive en anden dag, ikke?" De blev ved med at spørge, om Cheetah stadig var på Mågevej eller kommet tilbage til Afrika."
Udvalgte Tarzan-skuespillere på det store lærred (officielle film)
Elmo Lincoln (1918-1921)
Johnny Weissmüller (1932-1948)
Herman Brix (1935-38)
Lex Barker (1949-53)
Gordon Scott (1955-60)
Jock Mohoney (1962-63)
Mike Henry (1966-68)
Ron Ely (1966-70)
Miles O’Keeffe (1981)
Christopher Lambert (1984)
Alexander Skarsgård (2016)
Besøg temaets øvrige sider
Galleri
På programmet
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (maj 2020 / redigeret februar 2023)
Kilder: NæstvedArkiverne, Næstved Tidende/Sjællandske, Næstved Bladet, Berlingske, Information, Politiken, ’Tarzan-Myten’ (Borgens Forlag, 1980) af Christian Borberg, Ulrich Breuning og Torben Weinreich, ’Film i 1970'erne’ (Politikens Forlag, 1981) af Claus Hesselberg og ’Kim Larsen - Mine unge år’ (Politikens Forlag, 2018) af Jens Andersen.