Superiorsale i Bio Næstved

Der blev føjet et nyt kapitel til Næstveds biografhistorie, da Bio Næstved, som den første af byens to biografer, slog dørene op til tre Superiorsale i december 2018. Salene består udelukkende af luksusstole, også kaldet recliners, som individuelt kan indstilles efter lyst og behov fra siden af armlænene.

Udover de tre luksussale har biografens største sal fået recliners på hele forreste række.

"Oplevelsen man køber når man går i biografen skal være eksklusiv, hvor man skal sidde blødt og behageligt – gerne med et lille bord hvor man kan stille sine drikkevare fra sig. Vi har nu fået installeret nye stole i 4 af vores sale, og i den sidste sal 1. kaldet “Annelise”, er den første stolerække ligeledes blevet udstyret med justerbare stole," fortalte den ene af Bio Næstveds to direktører, Jesper Larsen, til Næstved Netavis, da salene stod klar til at modtage de lokale biografgængere 1. juledag, mens biografens anden direktør, Henrik Larsson, kunne tilføje:

"I forbindelse med de nye stole, som fylder lidt mere end de gamle, har vi nu flere mindre sale, som vi også kan benytte til møder og konferencer, alt efter kundens behov. Stolene er også fantastiske, hvis man er udstyret med lange ben, hvor de gamle stole kunne være ubehagelige at sidde i."

Bio Næstved åbnede på Kattebjerg i 1951 med en enkelt sal med plads til 501 gæster. Biografen blev ombygget og udvidet med tre sale i 1976. Den største sal blev indrettet med 417 pladser, mens sal 2 åbnede med 100 sæder og sal 3 med 56 pladser. Bio udvidede igen i 1981, således at biografen kom op på fem sale. Den store sal blev ombygget, så den også kunne bruges som teatersal, med plads til 300 mennesker. Sal 2 fik 90 pladser og sal 3 fortsatte uændret med 56 pladser. De to nye sale fik plads til henholdsvis 125 og 55 publikummer.

Den næste større renovering fandt sted i årene 2012/13, hvorefter Bio kunne vise film i fem moderne sale med plads til 165 gæster i sal 1, 78 i sal 2, 20 i sal 3, 78 i sal 4 og 36 i sal 5.

Nordisk Film Biografer fulgte trop i juli 2020. Biografen på Fabriksvej genåbnede efter en længere pause, grundet corona-nedlukning og ombygning, med luksusstole i alle seks sale.



Bio Næstveds sale (efter ombygningen i december 2018)
Sal 1: 160 sæder (inkl. 14 Superior-lænestole på 1. række)
Sal 2: 34 sæder med dobbelt armlæn og ekstra benplads
Sal 3: 20 Superior-lænestole
Sal 4: 29 Superior-lænestole
Sal 5: 13 Superior-lænestole


Besøg også
Galleri


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (februar 2019 / redigeret juli 2021)


Kilder: Bio Næstved, Sjællandske og Næstved Netavis