Bio Tour: Kino Den Blå Engel, Kalundborg (nr. 43)

Kino i Kalundborg åbnede i 1958. Den Nordvestsjællandske havneby havde tidligere haft en Kino, så navnet var i begyndelsen Kalundborg Ny-Kino.

Biografen fik en ekstra sal i 1982, hvor man tog et stykke af foyeren og indrettede sal 2. Det var på et tidspunkt i 00’erne på tale at lukke den lille sal, men den eksisterer stadig i dag.

Navnet blev ændret til Kino Den Blå Engel i forbindelse med et ejerskifte i 2003. Det er lånt fra filmen af samme navn, hvor den tysk-amerikanske skuespiller Marlene Dietrich fik sit store gennembrud.

Sal 1, som blev renoveret og fik nye stole i 2017, har 243 pladser, mens sal 2 har 22 pladser.

Den hyggelige biografs store sal bliver benyttet til meget andet end visning af film. Kalundborgenserne kan opleve en bred vifte af underholdning i form af koncerter, komik og foredrag.

Kino Den Blå Engel har desuden sin egen isbutik, kaldet Ishjørnet, som ligger i en del af biografbygningen.

Biografen var nr. 43 på Bio Touren. Vi var på besøg i august 2023.



Se billeder fra besøget
Galleri


Læs mere om Kino Den Blå Engel
Hjemmeside


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (august 2023)


Kilder: Kino Den Blå Engel, Biografmuseet.dk og Nordvestnyt