Der var engang – i en ikke så fjern fortid – hvor film var noget, man så i biografen. Det var før videomaskinen blev allemandseje, og længe før internettet gjorde det muligt at sidde hjemme i sofaen og vælge mellem hundredvis af titler på alverdens streamingtjenester.
Hvis man ikke fik set en film, mens den gik i premierebiografen, var der ikke andet at gøre end at vente, til den vendte tilbage på det store lærred som reprise. Før videoen blev en fast del af dagligstuen, stod reprisefilmene faktisk for omkring 30 procent af biografernes samlede tilskuerantal.
En oplagt mulighed for at indhente det forsømte var biografernes sommerprogrammer, hvor der ofte blev vist kavalkader af ældre film i sommermånederne. I 1950'erne var Bio den første af Næstveds biografer til at indføre en sommerkavalkade. Senere fulgte Kino og Scala Teatret efter, mens Fønix Teatret holdt sommerlukket hvert år.
Sommerprogrammet bød på en bred vifte af film i alle genrer. Oftest var det danske film, men indimellem fandt også udenlandske titler vej til plakaten. I 1975 kørte Kino eksempelvis en ren James Bond-kavalkade, mens Bio to år senere gjorde juli en smule mere lummer med en sommersex-kavalkade. I juni 1990 lokkede Bio igen publikum i biografen med et sommertilbud, hvor man kunne se en 'kavalkade af sæsonens store succeser' til halv pris.
Sommergæster i biograferne
I juli 1981 var det lokale dagblad Næstved Tidende på rundtur til Scala, Kino og Bio, for at tage temperaturen på byens dengang tre biografer. Det blev til en artikel med overskriften "Biografdirektørerne: Folk vil se film, selvom det er sommer".
"I Scala har vi endnu engang haft stor succes med den månedlange reprise på den danske stjernetegnspornokavalkade. Vi har haft 150-200 mennesker inde pr. aften i snit, og det er virkelig alt hvad man kan forlange på en sommeraften. Men også gentagelsen af amerikanske publikumssucceser som 'Maskernes nat' og 'Fredag den 13.' er gået pænt," fortalte Kurt Kilde, der var biografdirektør i Scala på Jørgen Jensens Vej, mens Lars Ørsted fra Kino i Jernbanegade sagde:
"Sidste sommer havde vi en belægningsprocent (antal solgte pladser i forhold til det totale antal) på 18-19. I år er vi helt oppe på 30 procent. Det svarer i Kinos tilfælde til et gennemsnit på 90 mennesker til hver forestilling. På årsbasis er vores belægning omkring 21-25 procent, så der er tale om en betydelig fremgang. Og årsagen er givetvis, at jeg i år har lagt repertoiret noget om i forhold til f.eks. i fjor. Tidligere somre har Kino budt på masser af reprisefilm, som imidlertid kun var på plakaten i et par dage ad gangen. I år har jeg søgt at finde en række publikumsvenlige repremierer og så kørt dem en hel uge ad gangen. Repertoiret er generelt set lagt efter devisen: hellere en god reprise end en dårlig, ny B-film, som jo desværre udgør størsteparten af udbuddet."
Hos Bio Næstved på Kattebjerg (dengang Ny Østergade) var det blandt andet Olsen Banden, der var med til at trække folk ind fra solen. Biografdirektør Annelise Hovmand fortalte at hun ikke havde sammensat et specielt sommerprogram, men bød på et varieret udbud af film, med ekstra fokus på børn og unge.
"Min sommerstatistik ligger omtrent som i fjor, d.v.s. ganske pænt. Jeg har ikke konkrete tal for belægningsprocenterne i mine tre sale, men der er da helt klart tale om mindre besøgstal end i årets øvrige måneder. Tilskuer-topscoreren har ikke overraskende været repremieren på 'Olsen Banden på sporet', men også de lokale premierer på nye film som 'Superman på nye eventyr' og 'Ordinary People' har trukket rigtig mange mennesker".
Kino og Scala Teatret lukkede i henholdsvis 1983 og 1984. Derefter var Bio alene om at vise sommerkavalkader. Biografen fortsatte sporadisk med kavalkader i sommerperioden frem til begyndelsen af 1990'erne.
Minder om tidligere tiders kavalkader
Efter mange år uden sommerkavalkader bød sommeren 2020 på noget, der mindede om tidligere tiders kavalkader. På grund af coronapandemien blev premieredatoerne på en lang række film udskudt, og manglen på nye titler gav plads til ældre film i de danske biografer i sommermånederne. Bio Næstved viste blandt andet 'Titanic', der oprindeligt havde Danmarkspremiere i samme biograf i 1998, og 'Star Wars: The Empire Strikes Back' fra 1980. Nordisk Film Biografer inviterede samtidig på gensyn med 'The Matrix' (1999), 'Aliens' (1986) og 'Ringenes Herre'-trilogien (2001-2003) under sloganet 'En af sommerens udvalgte'.
Året efter - i sommeren 2021 - var der hverken repriser eller filmkavalkader på de lokale biografers program. Til gengæld bød Nordisk Film Biografer på en helt anden form for kavalkade ved at vise samtlige kampe fra fodboldherrernes EM-slutrunde på det store lærred. Turneringen, der blandt andet blev afviklet i Parken i København, endte med en dansk semifinaleplads.
I 2024 vendte sommerkavalkaden tilbage til Næstved, da Nordisk Film Biografer præsenterede 'Spider-sommer' med en kavalkade bestående af ti film om Spider-Man. Fra 00'ernes klassikere med Tobey Maguire som Peter Parker til de prisbelønnede animationsfilm med Miles Morales i hovedrollen. Samme sommer var Nordisk Film Biografer desuden medarrangør af Sommerbio på Axeltorv i samarbejde med Næstved Cityforening, hvor der i løbet af juli måned blev vist fire film fra Nordisk Films store bagkatalog på storskærm på byens torv.
Næstved Cityforening sætter igen storskærm op i sommeren 2026 - denne gang ved den fritlagte Suså. Udover Tour de France og VM i fodbold vises der en kavalkade bestående af fire danske film: 'Krølle Bølle', 'Anja og Viktor', 'Sommeren 92' og 'Under stjernerne på himlen' i samarbejde med Bio Næstved, mens Næstved Ungeråd står bag visninger af 'Roofman', 'The Exorcism', '10 Things I Hate About You' og 'Land of bad'.
Besøg også
Galleri
På programmet
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (juli 2014 / redigeret juli 2026)
Kilder: NæstvedArkiverne, Bio Næstved, Nordisk Film Biografer, Næstved Tidende, Næstved Cityforening og Filmmagasinet Ekko