Bio Tour: Tisvilde Bio, Tisvildeleje (nr. 60)

Tisvilde Bio åbnede i 1938 med plads til 246 gæster. Der kom nye ejere til i 1946 - endda med forbindelse til Næstved.

”Peter Thuneby og hans kone Elisa fik den 15. september 1946 bevilling til at drive Tisvilde Biograf, som de havde indtil 1957. Hele familien var inddraget i at drive foretagendet. Selv den ældre generation var med, for Elisas forældre flyttede fra Næstved til Tisvilde for at hjælpe til. De boede i biografens lejlighed. De fungerede som viceværter og passede rengøringen i biografen og sørgede for varmen. Deres yngste søn Kaj var flyttet med, og han var operatør i biografen,” skrives der i ’Historien om Tisvilde Biograf’, der kan læses på biografens hjemmeside.

I 1970’erne og op gennem 1980’erne skete der flere forandringer. Salen fik nye stole og antallet af pladser blev reduceret til 150. Der blev desuden indrettet et spisested. Både Bio og Bistro lukkede i 1988 efter at have kæmpet for overlevelse i nogle år.

Efter et par års dvale kom der atter liv i biografen og det tilhørende spisested i 1991. Stedet blev nu drevet af en gruppe frivillige borgere og sådan er det stadig i dag. Den hyggelige biograf på Hovedgaden viser hovedsageligt smalle titler og filmene fra Biografklub Danmarks repertoire. Der er desuden opera, ballet, foredrag m.m. på plakaten.

Besøget i Tisvilde Bio var det 60. stop på Bio Touren. Jeg var der i august 2024.



Se billeder fra besøget
Galleri


Læs mere om Tisvilde Bio
Hjemmeside


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (september 2024)


Kilde: Tisvilde Bio