Tema: Repriser

Engang var repriser en fast bestanddel af biografernes repertoire. Før videomaskinen fandt vej til de danske stuer, stod repremierer for hele 30 procent af billetsalget. Hvis man ikke nåede at se en film i premiereperioden, var der kun én mulighed: at vente, til den vendte tilbage til det store lærred som reprise.

I løbet af 1980’erne tyndede det imidlertid ud i de ældre titler i biograferne. I stedet for at gå i biffen for at (gen)se klassikerne kunne man nu tage dem med hjem fra et af de mange videoudlejningssteder, der skød op over hele byen.

"På ganske få år blev de fleste nye og gamle film flyttet fra det store lærred til tv'et og videoen i hjemmet. Indtil da havde man i mange år haft det, man kalder repriser eller repremierer på film, dvs. genfremvisning af fx James Bond-film, Olsen Banden-film og lignende succesfulde film. Pornofilm og såkaldte sengekantsfilm blev også flyttet fra det offentlige biografrum til de private stuer," skrev Danmarks Statistik for nogle år tilbage i en artikel om biografbranchen.


I dag har streamingtjenester og online udlejning overtaget de fysiske videobutikkers plads. Alligevel har repriserne i de lokale biografer fået en renæssance efter mange års dvale - trods den massive konkurrence fra home entertainment-sektoren. Og det er glædeligt. For der er noget ganske særligt ved at opleve de klassiske film i biografens mørke på det store lærred frem for hjemme i sofaen foran fladskærmen.

Første digitale reprise

Dette tema fokuserer på perioden efter biografernes digitalisering fra 2010 og frem. Næstveds første digitale reprise var 'Avatar', som fik repremiere i 3D i Bio Næstved i marts 2010. Filmen havde oprindeligt premiere i december 2009 i den originale 2D-version.

Hvor repriser tidligere kørte i ugevis, er de i dag ofte begrænset til en enkelt forestilling. Der er dog undtagelser: Science fiction-klassikeren 'Blade Runner' (1982) fik to uger i Nordisk Film Biografer i maj 2015, og i oktober 2018 kørte den italienske filmperle 'Mine aftener i Paradis' (1988) i Bio Næstved i en halv måned. Siden 2023 har Nordisk Film Biografer desuden vist 'Ringenes Herre'-trilogien over flere dage som et årligt event, og i maj/juni 2026 kunne Tom Cruise opleves i den oprindelige 'Top Gun' over en periode på 14 dage i begge byens biografer i anledning af filmens 40-års jubilæum.

Blandt klassikere, der har haft en enkeltstående reprise i Næstved, kan nævnes Chaplin-filmene 'Guldfeber' og 'Diktatoren' samt 'Doktor Zivago', 'Dødens Gab', 'Grease', 'Ondskabens Hotel', 'Convoy' og 'Dirty Dancing'. Listen over danske klassikere tæller blandt andet 'Sommer i Tyrol', 'Een pige og 39 sømænd', 'Baronessen fra benzintanken', 'Sømand i knibe' og 'Pigen og pressefotografen', samt de 14 originale film med Olsen Banden.

Glumsø Biograf & Kulturhus har også sat fornyet fokus på klassikerne. Biografens 100-års jubilæum i 2023 blev markeret med en kavalkade af succeser som 'Casablanca', 'Bjergkøbing Grand Prix' og 'Midt om natten'. De følgende år har budt på titler som 'Martha', 'Breakfast Club', 'Tilbage til fremtiden' og 'Pink Floyd: The Wall'.

Stigende antal repriser
Antallet af repriser i Bio Næstved og Nordisk Film Biografer er steget støt gennem årene, omend udviklingen har svinget i takt med markedets øvrige filmudbud. I 2017 var der blot ni repriser på programmet, men allerede året efter steg tallet til 26 visninger, før det landede på 21 i 2019.

Coronakrisen vendte op og ned på statistikken. I 2020 viste byens to biografer 17 repriser sammenlagt - alle programsat i den korte genåbningsperiode fra maj til december. Det relativt høje antal skyldtes primært, at de store amerikanske filmselskaber udskød deres store premierefilm. Da biograferne genåbnede for alvor i maj 2021, væltede det til gengæld ind med nye film, hvilket skubbede repriserne i baggrunden, så det kun blev til to gensyn det år.

Siden er repriserne vendt stærkt tilbage i biografsalene. Efter otte visninger i 2022 stabiliserede niveauet sig med 36 film i 2023 og 34 i 2024. I 2025 blev der sat ny digital rekord med 41 film på programmet, og det tal bliver overgået i løbet af 2026.



Besøg temaets øvrige sider
Repriser 2010-12
Repriser 2013-15
Repriser 2016-18
Repriser 2019-21
Repriser 2022-24

Repriser 2025-27
Repriser i Glumsø Bio
Galleri
Premiere og reprise (galleri med programmer og billetter)
På programmet


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (marts 2020 / redigeret oktober 2026)


Kilder: Bio Næstved, Nordisk Film Biografer, Danmarks Statistik og Sjællandske