Denne artikel blev bragt i Næstved Tidende, mandag den 17. marts 1975
I biografsalen sidder tilskuerne afslappet og venter, mens en behagelig musik strømmer ud i salen. Sidelysene dæmpes, og de første reklamelysbilleder viser sig på lærredet, mens tæppet glider til side. Så starter den egentlige reklamefilm, og kort efter er aftenens forestilling i gang.
Det hele går glat og naturligt, og tilskueren aner næppe, hvilken rutine og omhyggelighed, filmoperatøren oppe bag i salen må være i besiddelse af, for at det hele skal forløbe rigtigt. Operatøren denne aften i Scala er Jørgen Haurum. Han kan den 29. maj fejre 40 års jubilæum i faget, og er dermed Næstveds ældste og mest rutinerede operatør.
Jørgen Haurum er kleinsmed og blev udlært hos smedemester P. Jørgensen i Nygade i 1928. Så blev han syg, og fordi han så ikke længere kunne arbejde som smed, faldt det naturligt at søge uddannelse som operatør, der jo dengang var et ganske nyt og meget spændende fag.
”Da jeg havde overstået min sygdom, måtte jeg jo søge et lettere job, og så en dag havde jeg lejlighed til at overvære, hvordan de viste film i Kino. Lægerne rådede mig fra at søge det arbejde, fordi filmene dengang indeholdt kemikalier, som kunne være farlige for mig. Men jeg gjorde det altså alligevel, og det har da ikke skadet mig,” siger Jørgen Haurum.
Bruger endnu kulbuelys
Når operatøren møder på jobbet omkring klokken halv syv, går han straks i gang med at pakke filmrullerne ud, og tørre støv af de to store 35-millimeter fremvisere. De skal være helt støvfri, idet den meget fine mekanik ellers slides for hårdt, ligesom støv på filmen resulterer i store mærker på lærredet. Derefter gøres det tredje apparat i rummet, et kulbueapparat med adskillige år på bagen, klar til brug. Det bruges kun som lysbilledfremviser af de lokale handlendes reklamelysbilleder. I modsætning til de moderne apparater skal operatøren være meget omhyggelig med indstillingen af kulbuelyset, som i princippet anvendtes f.eks. under anden verdenskrig i projektører og lignende.
Et håndtag på væggen bruges, når lyset dæmpes. Så trækker operatøren i forskellige betjeningsgreb på fremviseren og filmen er i gang. En rulle film varer omkring 20 minutter, og i den tid sættes den næste rulle parat i den anden fremviser. Når rullen er ved at køre færdig, viser der sig i filmlærredets højre side en række runde lyspletter, der nøjagtigt fortæller operatøren, hvornår den anden film skal sættes i gang. I samme øjeblik slukkes der for lyset i den første fremviser, og således opdager publikum så godt som aldrig, at skiftet er sket.
”Det vigtigste for mig som operatør er derfor omhyggelighed. Folk betaler jo for at opleve en illusion, og den bliver de revet ud af, hvis skiftet mellem rullerne opdages.”
Primitiv brandsikring
”I Deres mange år i faget har De vel været ude for uheld?”
”Efter jeg havde været i København og bestået operatørprøven, var jeg jo ansat i den gamle Fønix-biograf i næsten 20 år, og dernede skete det engang, at en kollega kom til at bytte rundt på et par af rullerne. Det var den sidste rulle, vi satte for tidligt på. Den indeholdt en begravelsesscene. Men vi skyndte os at sætte den rigtige i gang, og ingen opdagede noget, før begravelsesscenen optrådte anden gang. Men så blev der også råbt efter os.”
”Dengang lavede man filmene af et andet, meget brandfarligt materiale, og det er da også sket, at der er gået ild i filmen. Så har jeg heldigvis nået at rive det brændende stykke ud, inden ilden bredte sig til selve rullerne. For de gamle film kunne umuligt slukkes, når først ilden havde fat,” siger Jørgen Haurum.
På væggen i Scala sidder også et minde fra gamle dage – en slags primitiv brandsikring. Det er et stykke brandfarligt film, forbundet med et snoretræk, der igen holder et sæt klapper, der kan falde ned foran lyshullerne til salen. Stiger temperaturen i operatørrummet til faregrænsen, bryder filmstrimlen i brand og klapperne falder ned. Dermed sikrede man dengang, at ildløs ikke straks bredte sig til salen.
Mellem fremviserne har Jørgen Haurum sit fremvisercertifikat fra 1935. Nedenunder den fine trykte skrift er senere tilføjet, at han også må vise tonefilm. De var ikke almindelige, da Jørgen Haurum fik sin prøve. Af certifikatet fremgår det også, at Jørgen Haurum vitterligt er en omhyggelig mand. Han bestod prøven med et gennemsnit på ug-. Udover sit job som operatør er Jørgen Haurum om dagen beskæftiget som cykelsmed hos Heimdal Cykler i Ringstedgade. Dermed når hans arbejdsdag op på omkring 12 timer. Jørgen Haurum har været ansat hos Heimdal siden 1950.
”Hvordan kan man holde til den lange arbejdsdag i så mange år?”
”Det har jeg også selv undret mig over, men som alting er det vel en vanesag. De aftener, jeg har fri, er jeg meget mere glad for at være hjemme hos familien. Når jeg når jubilæet i maj, er det i øvrigt min mening at holde op. Så har jeg gjort mit til, at underholde borgerne i byen. Så skulle der være en ledig operatør i byen, er der et job til ham i en god biograf.”
Læs også
Artikler: Mejetærsker i biografen (Aftenbladet København, 1956)
Artikler: Det var kattens (Næstved Tidende, 1965)
Artikler: Biografernes sommer gik med knald, bang og porno (Næstved Tidende, 1976)