Kino åbnede i februar 1913 i Industribygningen på hjørnet af Jernbanegade og Teatergade (i dag Kobberhjørnet). I 1918 flyttede biografen over på den anden side af gaden til Jernbanegade 21, hvor den lå frem til sin lukning.
I 1973 overtog Elisa Dahlerup og Lars Ørsted Dahlerup biografbevillingen fra Elisas far Tage Dahlerup. Under dem blev aktiviteterne udvidet og Kino blev meget mere end blot en biograf. Distributionsselskabet Kino Film ApS (Kino Film & Musik ApS) udlejede film til de danske biografer, Kino Studio ApS producerede musik og senere blev Kino Video ApS også en del af selskaberne under Kino.
"Vi vil prøve en hel del nye ting i forbindelse med biografdriften. Det er meningen at vi med tiden selv vil producere film. Anpartsselskabet får også en filmudlejningsafdeling, som lægger ud med en dansk premiere. 'La' os være' er titlen, og den vil nok give anledning til en del debat. Filmen er optaget, og jeg har skrevet musikken til den. Selskabet vil desuden udsende grammofonplader, og vi starter med en LP-plade. Liselotte Norups første med børnesange, som jeg har leveret tekst og musik til," fortalte Lars Ørsted til Næstved Tidende i 1974.
Kino Film
Kino Film distribuerede en blandet buket af film til landets biografer. Lige fra Jørgen Leths banebrydende cykeldokumentar ’En forårsdag i helvede’ (1977) til udenlandske titler a la ’Draculas blodige saga’ (1976) og ’Dick Turpin’ (1977). Kino Film stod også for udlejningen af populære danske ungdomsfilm som 'La' os være' (1975) og ’Måske ku' vi’ (1976), der var blandt det lokale distributionsselskabs største publikumssucceser.
"Det handlede om virkelige mennesker. Det handlede om rigtige børn og unge frem for sådan nogle far til fire-børn, som var sådan nogle manierede, opstyltede typer. Her var det jo rigtige børn, som man kunne se sig selv i... Da filmene blev vist i Grand Teatret, stod der så mange cykler, at du ikke kunne gå op igennem Mikkel Bryggers Gade. Nogle skrev til mig, at de havde set nogle af filmene tyve gange. Folk var helt vilde, de så jo sig selv i biffen. Jeg vidste simpelthen ikke, at filmene ville blive sådan en succes," har filmenes producent, Steen Herdel, fortalt til tidsskriftet Kosmorama.
I 1976 var Kino Film repræsenteret på verdens største filmfestival i Cannes, hvor ’Måske ku' vi’ og ’Den dobbelte mand’ blev vist. Filmene deltog ikke i kapløbet om Den Gyldne Palme eller øvrige priser, men var med som en del af Det Danske Filminstituts program med udvalgte danske titler. Filmene kørte over lærredet i biografen Cinema La Star på byens hovedstrøg Rue d'Antibes. Året efter var ’En forårsdag i helvede’ og ’Drenge’ af Niels Malmros på programmet.
Kino Film sendte i alt elleve film ud i de danske biografer (se premiereliste længere nede), inden selskabet gik i betalingsstandsning i sidste halvdel af 1977.
”Årsagen er formentlig for store investeringer, hvorved selskabet er bragt i likviditetskrise. Men det er tilsynets opfattelse, at størstedelen af den forfaldne gæld vil kunne dækkes af en del af selskabets aktiviteter: Skib og bil, mens restgælden herefter i løbet af kort tid vil kunne dækkes ind gennem fortsat drift af biografen Kino,” fortalte advokat Ib Petersen, der af skifteretten var beskikket som tilsyn for boet, til Næstved Tidende.
Kino Film genopstod og sendte en sidste film ud i biograferne. Det var den senere kultklassiker ’Jagtområde Jorden/Without Warning’. Den havde dansk biograf- og videopremiere i 1982.
Kino Studio
Kino Studio var placeret på etagen over biografen i Jernbanegade 21. Lars Ørsted og Kino Studio producerede blandt andet titlesangen til filmen 'La' os være' med sangerinden Mette, og børnepladerne ’Karl Henriks tryllehat’ med Annette Klingenberg i 1974 og ’For børn og barnlige sjæle’ med Niels Harrit, Maria Stenz og Lasse Lunderskov i 1980.
I 1981 blev Herlufsholmkorets LP ’Kormusik fra tider og steder’ indspillet hos Kino Studio. Albummet blev dog ikke indsunget i musikstudiet over biografen, men på scenen i selve biografsalen, hvor der var plads til alle korets medlemmer.
"Koret, der i dag består af ca. 60 medlemmer, træder ikke alt for ofte frem på hjemlig grund, men nu vil der blive lejlighed til at få det ind i sin egen stue, idet der netop er udgivet en grammofonplade, en LP'er, med ikke færre end 18 sange, fremført under ledelse af lærer Arnt Strynø, korets kyndige og inspirerende dirigent gennem de sidste 5-6 år. Optagelserne har fundet sted i Kino Studio i Næstved, selve pladen er produceret i Ungarn. Den er fremstillet i 550 eksemplarer, hvoraf de 500 vil kunne købes i Næstved Ny Musikhus i Kindhestegade," skrev Næstved Tidende ved udgivelsen af ’Kormusik fra tider og steder’.
Per Sauer overtog Kino Studio i 1982 og drev det videre i en kort periode, inden han åbnede et nyt studie i Karrebæksminde.
Kino Video (samt Næstved Video Distribution, KVPFA og Dansk Videoklub)
Kino Video blev etableret af Lars Ørsted Dahlerup og hans makker Per Sauer i de tidligere 1980'ere. Selskabet leverede film til det nye og fremadstormende hjemmebiografmarked, der var en voksende konkurrent til biograferne.
”Video er på vej til at blive en væsentlig del af det samlede kulturbillede herhjemme [...] kvalitetsniveauet er stigende i takt med at branchen er blevet etableret. Den filmiske og oversættelsesmæssige kvalitet er blevet bedre og udbuddet mere alsidigt. Den almindelige opfattelse i offentligheden er nok, at videofilm er blod, krudtrøg og samlejer. Det er ikke hele sandheden. Der er også et bredt udbud af filmklassikere og nyere film, der en dag bliver klassikere,” skrev Politikens Claes Kastholm Hansen i begyndelsen af 1982, mens Thomas Ubbesen berettede følgende i Aktuelt samme år:
"Videomarkedets pludselige opblomstring er kommet helt bag på branchens folk. Ganske vist har TV-båndoptageren været på markedet i lang tid allerede, men det store boom er først kommet i løbet af det sidste halve år. Trods krise og reallønsnedgang har salget af maskiner i 10.000 kroners klassen antaget overvældende dimensioner, og man regner nu med, at de findes i omkring 80.000 danske hjem, skoler og klubber."
Kino Videos sortiment bestod af et bredt udvalg af actionbaskere, science fiction, krimier og store historiske dramaer som ’Julius Cæsar’ og ’Herodes den store’, tilsat cowboy- og krigsfilm. Blandt titlerne i sidstnævnte kategori var filmatiseringen af den Pulitzer-vindende forfatter Norman Mailers bestseller ’De nøgne og de døde’ fra 1958. Filmen fik lokal biografpremiere i Bio Næstved i 1960 og det lokale videoselskab i Jernbanegade distribuerede det anmelderroste krigsdrama ud til landets udlejningsbutikker - på både VHS og Betamax - små tyve år senere.
En anden prominent titel på repertoiret var 'Star Trek'. I 1982 udsendte Kino Video det prisbelønnede dobbeltafsnit 'The Menegerie' fra den klassiske sci-fi-series første sæson (1966), som på daværende tidspunkt ikke havde været vist på dansk tv. Den danske titel lød 'Star Trek - Mytteri i rummet!!'. Videoen kunne lejes nogenlunde samtidig med at biograffilmen ’Star Trek II – Khans hævn’ fik premiere i Bio Næstved.
Under Kino Video hørte også Næstved Video Distribution (NVD), som blandt andet var leveringsdygtig i action og eventyr. Lars Ørsted og Per Sauer stod desuden bag udlejningsselskaberne KVPFA og Dansk Videoklub. Filmene fra Dansk Videoklub var de samme som Kino Film havde distribueret til biograferne i sluthalvfjerdserne. Deriblandt ’Flash & Firecat’ som på video fik titlen ’Kidnappet for dollars’, ’Dick Turpin’ der fik videotitlen ’Den maskerede rytter’ og ’Robin Hood dør aldrig’.
Omslagene til videokassetterne fra Kino Video, Næstved Video Distribution, KVPFA og Dansk Videoklub blev i øvrigt trykt lokalt hos Glumsø Bogtrykkeri.
Kino Video havde også forbindelse til Norge. ETG Video i Fredrikstad og Ricky Video i Oslo udlejede samme titler som Kino Video og Næstved Video Distribution. Selskabernes logoer var nogenlunde identisk med Kino Videos logo, og designet på filmenes omslag var de samme som på de danske udgaver - endda med dansk tekst. De norske omslag blev også trykt hos bogtrykkeriet i Glumsø.
Da Kino Video og de øvrige selskaber lukkede, fortsatte Per Sauer i videoudlejningsbranchen. I efteråret 1983 overtog han Næstved Video Center i Jernbanegade (se galleri), hvor han førte et bredt udvalg af videofilm i de velkendte formater VHS, Betamax og Video 2000.
Kino lukkede i sensommeren 1983 - læs mere om biografens historie her.
Se mere om Kino Film, Kino Video og Kino Studio herunder
Kino Film: Premiereliste
Kino Film: På programmet
Kino Film: Pressemeddelelser
Kino Film: Filmplakater
Kino Film: Klip fra biograffilm (med teksten ’Udlejning: Kino Film, Næstved’)
Kino Studio: Udgivelser
Kino Studio: Galleri
Kino Video: Filmliste
Kino Video: Omslag
Kino Video: Bånd
Kino Video: Galleri
Kino Video: Intro fra videobånd
Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (marts 2021 / redigeret februar 2024)
Kilder: Per Sauer, Hans-Jørn Reimer, Lisbet Boyer Jensen, NæstvedArkiverne, DFI, Kosmorama, Næstved Bladet, Næstved Tidende, Ekstra Bladet, Aktuelt og Politiken.
Tak til Kent Vinkler Hansen og Mads Jensen for tilsendt materiale.