Tema: Elvis i Næstved

Titlen på nærværende tema er naturligvis en stramning af virkeligheden, eftersom Elvis Presley ikke besøgte Næstved i sit 42 år korte liv. Faktisk nåede han aldrig at sætte sine Blue Suede Shoes i Danmark.

Bortset fra en tredages koncertturné i Canada i 1957 samt udstationeringen som soldat i Vesttyskland i 1958/60 (og et kort ophold i Paris under en orlov i 1959), forlod Elvis ikke USA. Når Elvis Presley alligevel kunne opleves i Næstved - endda med jævne mellemrum - foregik det på biografens lærred. Der kunne hans mere end 30 spillefilm  ses op gennem 1960'erne og 1970'erne.

Elvis Presley indledte sin filmkarriere med westernfilmen
Love Me Tender, der fik den danske titel Reno-brødrene. Filmen havde amerikansk premiere i 1956, men nåede først premierebiograferne i Danmark to år senere. De danske biografer havde på daværende tidspunkt været igennem en langvarig filmblokade, som de amerikanske filmselskabers sammenslutning MPEA havde iværksat i 1955. Amerikanerne holdt de store film væk fra det danske marked, fordi de var utilfredse med den lave procentsats som biograferne betalte for filmene.

Blokaden blev ophævet i 1958, men allerede i 1957 valgte en udbrydergruppe at acceptere den højere filmleje, så de atter kunne vise amerikanske film i deres biografer. En enkelt af Næstveds dengang fire biografer, Fønix Teatret på Slagelsevej, var en del af udbrydergruppen. Bruddet på filmblokaden skulle vise sig at have en gavnlig effekt for Fønix. Efter blokadens ophør fortsatte de store selskaber under MPEA trofast med at tilbyde deres største titler til biografen ved Susåens kant.

Fønix Teatret var førstevælger, når det gjaldt mange af de store film fra Hollywood, inklusiv de nyeste titler med Elvis. Det lykkedes dog også Kino i Jernbanegade at få premiere på enkelte af Elvis’ film gennem årene. Dette skyldtes at biografens daværende direktør, Tage Dahlerup, havde forbindelserne i orden. Han havde en fortid hos filmselskabet Metro Goldwyn Mayers danske afdeling, hvor han var ansat gennem mere end 30 år, og MGM var et af flere selskaber, der havde kontrakt med Elvis.

Debut på det lokale lærred
Her i Næstved fik ’Reno-brødrene’ lokal premiere fredag den 3. juli 1959 i Fønix Teatret. Filmen blev omtalt i Næstved Tidende dagen efter, men skribentens begejstring over Elvis’ debut på det Næstvedske biograflærred var til at overse. Under overskriften ’Wild West og hvad dertil hører’ lød det blandt andet:

"Det er Elvis Presleys første film, men man får indtryk af at det er som rockn'roll sanger han er med og ikke som filmskuespiller. Filmen, der virker noget kedelig, er som alle andre westerns fyldt med scener fra de storslåede landskaber, men da den ikke er i farver, virker den noget forældet."

Elvis ’left the building’ og Næstved efter tre dage og seks visninger af ’Reno-brødrene’. Søndag den 5. juli blev filmen vist for sidste gang. Presleys næste besøg i den sydsjællandske hovedstad strakte sig kun over to dage. Onsdag den 10. februar 1960 var der lokal premiere på Elvis’ tredje film ’Jailhouse Rock’ med den danske undertitel ’Med knyttede næver’. Allerede aftenen efter skulle filmen pakkes sammen og sendes videre til næste by og biograf.

Elvis’ anden film ’Den Gyldne Guitar’ blev hans tredje visit på det store lærred i Næstved, og med den film kunne det lokale biografpublikum for første gang opleve rockkongen i farver. Filmen, der blev vist i Fønix Teatret i dagene 28. og 29. marts 1960, blev af biografen præsenteret som "en musical-sensation, der ikke ligner nogen anden... Amerikas største grammofonstjerne Elvis Presley, der vækker forargelse og begejstring - døm selv!"

Herefter fortsatte filmene i en lind strøm i de efterfølgende år. Eksempelvis i 1962, hvor Fønix Teatret blændede op for ’Blue Hawaii’, der blev akkompagneret af følgende omtale i Næstved Tidende:

"Fønix Teatret har stort tilløb til ’Blue Hawaii’, hvor teenage-sang-idolet Elvis Presley har hovedrollen, og hvor han udnytter enhver lejlighed til at udfolde sin særlige form for charme, som så ubegribeligt har fanget et meget stort antal mennesker. Elvis Presley-film = fuldt hus hver aften! siger man i filmbranchen, og det har passet i Næstved også. I ’Blue Hawaii’synger elvis Presley påny en række honningbelagte sange på den for ham særegne måde, og hans tilhængere stønner af fryd."

"Han er bedre end nogensinde, siger man. Og sangstjernen er sat i virkningsfuldt relief i dette Hawaii-milieu. hvis skønne natur vil fryde enhver, hvadenten man er Elvistilhænger eller ej. Til Hawaii-milieuet hører også såre megen kvindelig skønhed, som øjetogså med velbehag kan hvile på, om man har sans for det. Amerikanerne er mestre i at sætte en forestilling som denne op: noget for øret, noget for øjet og også lidt til lattermusklerne. Det er Elvis Presleys nyeste film, men bestemt ikke hans sidste,"
skrev avisen.


Året efter fulgte premieren på ’Kid Galahad’ med denne lille appetitvækker fra Fønix Teatret: "Filmen og radioens populæreste stjerne! De hører ham dagligt - sé ham! De bliver slået ud af spænding og 6 nye træffere! Guld i stemmen og stål i næverne."

Letbenet underholdning
Der var sjældent ros til Elvis-filmene, der blev regnet for letbenet underholdning, som alle var skåret efter samme opskrift. Det fik på et tidspunkt en ansat på filmselskabet på Paramount Pictures til - ganske usentimentalt - at udtale, at "vi kunne spare os titlerne og bare give dem numre. Der ville blive solgt lige så mange billetter." Eller som den Oscar-vindende producent Hal B. Wallis (’Casablanca’ og ’True Grit’ m.fl.) er citeret for at have sagt om de ti Elvis-film han producerede: "Ingen af de film blev lavet af andet end kommercielle grunde. De skulle tjene penge, og det gjorde de."

Ifølge Torbens Billes bog ’Den evige Elvis’ fra 2002, lød opgørelsen på mere end 200 millioner dollars i omsætning ved Elvis' død i 1977. I samme bog leverer Torben Bille i øvrigt nedenstående beskrivelse af Elvis’ mange film:

"Det var ikke dybt, og det var ikke påfaldende tomt. Det var trygt på samme måde som ’Far Til Fire’ eller ’Det lille hus på prærien’, men mere sexet på den plisseret-tækkelige måde, der var tidens kropssprog. At gense filmene på video eller dvd er som at gense en verden, der aldrig har eksisteret, men som blev jomfrufødt i Hollywoods kulisser, igen og igen, næret af noget, der var mere livgivende end modermælk - profit. En slags Morten Korch uden kornmark, bondegård og slægtsdrama, men med masser karseklippet americana, serveret som en blanding af levendegjort tegneserie, præmatur ’Baywatch’ (ingen silikone, men masser af strategisk vat i bh'erne og i drengenes badebukser), et Tupperwareparty og en tredjerangs musical."

Undertegnede har altid haft en forkærlighed for Elvis-filmene. Jeg medgiver gerne at det ikke er stor filmkunst, men der er noget godt, trygt og hyggeligt over dem. Ingen er i tvivl om hvem der er de gode og hvem der ikke har helt rent mel i posen. Torben Billes sammenligning med ’Far Til Fire’ og ’Det lille hus på prærien’ er ikke helt skæv. Især anmelderne i de københavnske aviser var af en helt anden mening. De delte bestemt ikke min glæde over filmene. Det var mere reglen end undtagelsen, at der blev delt drøje hug ud, når der var premiere på en ny film med Elvis.

"Der findes film, der er så tåbelige, at man instinktmæssigt lader en halvdøs falde over sig, mens de står på. Billederne forhindres i at slå rod i bevidstheden, de glider smertefrit hen over lærredet mod slutningens befrielse. Den ny Elvis Presley-film, ’Kissin Cousins’ egner sig glimrende til at overværes i denne særlige dvaletilstand," skrev Berlingske Tidende i 1964, mens Elvis fire år senere fik disse mindre flatterende ord med på vejen i samme avis: "Peter Tewksburry, der bl.a. lavede den seværdige komedie ’En søndag i New York’, har åbenbart haft besvær med den fedtglinsende frikadelle Elvis Presley. I hvert fald er det eneste morsomme i deres fælles western-farce ’Arizona Joe’ scenerne uden den selvglade sanger, som for øvrigt heldigvis kun synger tre sange her."

Uanset hvad de højtravende anmeldere mente om filmene og Elvis’ evner på det store lærred, var det danske biografpublikum glade for filmene, som af samme årsag blev omtalt som biografdirektørernes fryd.

Seriøs skuespiller
Elvis Presley havde et brændende ønske om at prøve sig af som seriøs skuespiller i stil med idolerne Marlon Brando og James Dean. Hans berygtede manager Oberst Tom Parker og filmselskaberne ville det dog anderledes og det blev som de ønskede.

"Jeg ville gerne være en mandlig Garbo (skuespillerinden Greta Garbo, red.) med hendes talent og personlighed og udstråling. Men jeg kender min plads som skuespiller. Jeg er blevet opfordret til at tage imod en rolle som psykopatisk gangster. Det skulle give mig et kunstnerisk gennembrud. Måske, men sæt nu jeg i stedet faldt igennem. Desuden kan jeg bedre lide film om sunde mennesker," blev Elvis citeret for i B.T. i 1966, mens hans ven og tidligere bodyguard Red West udtalte følgende til samme avis i 2011: "Elvis havde én stor drøm. Han ville være seriøs skuespiller. Han ville enormt gerne prøve teater. Det var en stor frustration, at det aldrig blev til noget. Men Obersten havde andre planer, og Elvis kunne eller ville ikke sætte sig op imod ham."

Elvis modtog en håndfuld gode tilbud om bærende roller, uden hverken sang eller dans, gennem årene. I 1958 blev han tilbudt roller i Robert Mitchum-filmen ’Kampen om smuglervejen’ samt ’Lænken’ med Sydney Poitier. I 1969 fik Elvis tilbud om at spille overfor Dustin Hoffman i ’Midnight Cowboy’, og i 1975 tilbød Barbra Streisand ham at spille med i filmen ’En stjerne fødes’. Fælles for disse tilbud var at Obersten afslog dem alle. Enten med ublu lønkrav eller som det var tilfældet med ’En stjerne fødes’, fordi Parker efter sigende ikke var tilfreds med at Elvis’ navn skulle stå under Barbra Streisand på filmplakaten.

Elvis Presley medvirkede i 30 biograffilm fra ’Reno-brødrene’ i 1956 til ’Ballade med piger’ i 1969. Han kunne endvidere opleves i tv-filmen ’Change Of Habit’ i 1969 og de to dokumentarfilm ’Elvis - That`s The Way It Is’ og ’Elvis on Tour’, der havde dansk premiere i henholdsvis 1971 og 1973.

’This is Elvis’ fik premiere i de danske biografer fire år efter Elvis’ død i 1977. En film, der bestod af dokumentariske optagelser tilsat fiktion og nyindspillede optagelser. Den åbnede i Danmark i september 1981.

Russell og Butler som Elvis
John Carpenters Golden Globe-nominerede film ’Elvis’- med Kurt Russell i rollen som Elvis Presley - fik dansk premiere i sommeren 1979. Filmen var egentlig produceret til amerikansk tv, men her i Danmark kunne den opleves i biografen. Filmen nåede til Næstved i oktober samme år, hvor den var på programmet i Bio på Kattebjerg i blot fire dage. Den fik ingen omtale i Næstved Tidende.

Kurt Russell spillede i øvrigt over for Elvis Presley, da han som 12-årig fik sin spillefilmdebut i ’Elvis i den syvende himmel’ i 1963. Russel har desuden lagt stemme til den unge Elvis i ’Forrest Gump’ fra 1994, der har Tom Hanks i hovedrollen. Samme Hanks, som spiller Tom Parker i Baz Luhrmanns nye film om Elvis, der havde premiere i de lokale biografer den 23. juni 2022.

Vores lokale dagblad, Sjællandske, gav filmen en kølig modtagelse på premieredagen. Anmelder Casper Hindse fortsatte traditionen fra dengang Elvis selv var stjernen på det store lærred, ved at give en middelmådig karakter på tre stjerner ud af seks mulige.

"I visse sekvenser er den både viril og forførende. I andre er den så konstrueret, at filmen aldrig fænger. Det er formen, der træder ’Elvis’ over danseskoene. I stedet for at søge ind i Elvis Presley er det nemlig hans manager, der fortæller... Man fornemmer aldrig, hvofor manageren skal fylde så meget, at han næsten er mere definerende for ’Elvis’ end titelpersonen selv. Hvis pointen er, at Elvis Presley blev manipuleret gennem hele sin karriere, burde filmen måske have heddet ’Parker’ i stedet," skrev Casper Hindse blandt andet i sin anmeldelse.

Mere positiv var musiker og Elvis-fan
Keld Heick, der fik lov at gæsteoptræde som anmelder i Berlingske, samme dag som filmen åbnede i de hjemlige biografer. Den folkekære musiker kvitterede med den bedst mulige karakter, 6 ud af 6 stjerner.

"
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg satte mig ind i biografen for at se den 2 timer og 40 minutter lange film om Elvis Presley og – ikke mindst – hans karriere med de store op- og nedture [...] Heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at min tvivl blev gjort til skamme. Skuespilleren og sangeren Austin Butler spiller Elvis med al den følsomhed, kærlighed, usikkerhed, styrke, vrede og svaghed, der gør ham til et levende menneske af kød og blod [...] Skurken – for sådan en skal der jo helst også være – spilles af en utroligt godt maskeret, fuldstændig ukendelig Tom Hanks, og han gør det – som altid – fremragende. Var det så ham, manageren »oberst« Parker, der var skyldig? Ja, han var selvfølgelig én af de mange brikker i puslespillet. I filmen lader man ham sige, at det ikke var ham, men kærligheden, der slog Elvis ihjel. Og det er der nok også et gran af sandhed i. Kærligheden til det publikum, som fik ham til at yde mere, end hans fysik kunne klare," lød det fra Keld Heick.

Besøg af musikere
Elvis gæstede - som skrevet i de første linjer - aldrig Næstved. Men den sydsjællandske hovedstad har til gengæld haft besøg af nogle af de mange musikere som han arbejdede sammen med gennem karrieren. Dette er takket være forfatter og koncertarrangør Arjan Deelen, der er bosat i byen. Han har arrangeret europæiske koncerter med Elvis’ originale musikere i en lang årrække, og det er enkelte gange lykkedes at få dem til Næstved i samarbejde med det lokale spillested Vershuset.

I 2013 og igen i 2014 lagde Vershuset scene til Duke Bardwell, som var fast bassist i Elvis’ band gennem hele 181 koncerter i 1974-75. Han medvirkede desuden på livealbummet ’Elvis - Recorded Live on Stage in Memphis’ fra 1974 og studiealbummet ’Today’ fra 1975. Ved samme koncerter spillede trommeslageren Jerome ’Stump’ Monroe, der var tilknyttet Elvis’ backingband som afløser for den faste trommeslager Ronnie Tutt. Jerome Monroe passede trommerne ved tre koncerter i 1971, 1975 og 1977. I forbindelse med koncerten i 2014 fik Næstved desuden besøg af Dick Grob, der fortalte om sin tid som bodyguard og sikkerhedschef for Elvis i årene 1967-1977.

Trommeslageren Bob Lanning og percussionisten Eddie Graham gæstede Næstved i marts 2017. Lanning sad bag trommerne ved mere end 60 Elvis-koncerter i begyndelsen af 1970'erne og medvirker desuden på livealbummet ’On Stage’ fra 1970. Graham spillede næsten 200 koncerter med Elvis og kan opleves i koncertfilmen ’Elvis – That’s The Way It Is’.


Besøg temaets øvrige sider
Galleri
Udenbys galleri - (Elvis 2022 film)
Udenbys galleri - (diverse billeder)
På programmet



Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (august 2017 / redigeret juni 2022)


Kilder: NæstvedArkiverne, Næstved Tidende (Sjællandske), Ugebladet Næstved, Næstved Bladet, Vershuset, Berlingske Tidende, B.T., Magasinet Elvis News, Memphis Mansion, Altomelvis.dk, Wikipedia samt bøgerne ’Den evige Elvis’ af Torben Bille og ’Being Elvis: Et ensomt liv’ af Ray Connolly.