Titlen på nærværende tema er naturligvis en stramning af virkeligheden, eftersom Elvis Presley ikke besøgte Næstved i sit 42 år korte liv. Faktisk nåede han aldrig at sætte sine ’Blue Suede Shoes’ i Danmark.

Bortset fra en tredages koncertturné i Canada i 1957 samt udstationeringen som soldat i Vesttyskland i 1958/60 (og et kort ophold i Paris under en orlov i 1959), forlod Elvis ikke USA. Når Elvis Presley alligevel kunne opleves i Næstved - endda med jævne mellemrum - foregik det på biografens lærred. Der kunne hans mere end 30 spillefilm  ses op gennem 1960'erne og 1970'erne.

Elvis Presley indledte sin filmkarriere med westernfilmen ’Love Me Tender’, der fik den danske titel ’Reno-brødrene’. Filmen havde premiere i USA i 1956, men nåede først de danske biografer to år senere. På dette tidspunkt havde danske biografer i længere tid været ramt af en filmblokade, iværksat i 1955 af de amerikanske filmselskabers sammenslutning MPEA. Amerikanerne tilbageholdt deres største film fra det danske marked, da de var utilfredse med den lave andel af billetindtægterne, som biograferne betalte.

Blokaden blev ophævet i 1958, men allerede i 1957 valgte en udbrydergruppe af biografer at acceptere en højere filmleje for igen at kunne vise amerikanske film. I Næstved var én af byens fire biografer, Fønix Teatret på Slagelsevej, en del af denne gruppe. Bruddet med blokaden skulle vise sig at få en positiv effekt for Fønix. Efter blokadens ophør fortsatte de store MPEA-selskaber med at tilbyde deres største titler til biografen ved Susåens bred.

Fønix Teatret fik ofte førstevalg, når det gjaldt store Hollywoodfilm - herunder de nyeste med Elvis. Det lykkedes dog også Kino i Jernbanegade at få premiere på enkelte Elvis-film gennem årene. Det skyldtes at biografens daværende direktør, Tage Dahlerup, som havde de rette forbindelser. Han havde tidligere arbejdet i mere end 30 år hos Metro-Goldwyn-Mayers danske afdeling, og MGM var et af de selskaber, der havde kontrakt med Elvis.

Debut på det lokale lærred
Her i Næstved fik ’Reno-brødrene’ lokal premiere fredag den 3. juli 1959 i Fønix Teatret. Filmen blev omtalt i Næstved Tidende dagen efter, men skribentens begejstring over Elvis’ debut på det Næstvedske biograflærred var til at overse. Under overskriften ’Wild West og hvad dertil hører’ lød det blandt andet:

"Det er Elvis Presleys første film, men man får indtryk af at det er som rockn'roll sanger han er med og ikke som filmskuespiller. Filmen, der virker noget kedelig, er som alle andre westerns fyldt med scener fra de storslåede landskaber, men da den ikke er i farver, virker den noget forældet."

Elvis “left the building” - og Næstved - efter blot tre dage og seks forestillinger med ’Reno-brødrene’. Søndag den 5. juli blev filmen vist for sidste gang. Presleys næste besøg i den sydsjællandske hovedstad blev endnu kortere. Onsdag den 10. februar 1960 var der lokal premiere på hans tredje film, ’Jailhouse Rock’ med den danske undertitel ’Med knyttede næver’, men allerede aftenen efter blev filmen pakket sammen og sendt videre til næste by.

Elvis’ anden film, ’Den Gyldne Guitar’, blev dermed hans tredje visit på det store lærred i Næstved. Med denne film kunne det lokale biografpublikum for første gang opleve rockkongen i farver. Filmen blev vist i Fønix Teatret den 28. og 29. marts 1960 og blev markedsført som "en musical-sensation, der ikke ligner nogen anden... Amerikas største grammofonstjerne Elvis Presley, der vækker forargelse og begejstring - døm selv!"

Herefter fulgte filmene i en lind strøm i de efterfølgende år. Eksempelvis i 1962, hvor Fønix Teatret blændede op for ’Blue Hawaii’, som blev ledsaget af følgende omtale i Næstved Tidende:

"Fønix Teatret har stort tilløb til ’Blue Hawaii’, hvor teenage-sang-idolet Elvis Presley har hovedrollen, og hvor han udnytter enhver lejlighed til at udfolde sin særlige form for charme, som så ubegribeligt har fanget et meget stort antal mennesker. Elvis Presley-film = fuldt hus hver aften! siger man i filmbranchen, og det har passet i Næstved også. I ’Blue Hawaii’ synger elvis Presley påny en række honningbelagte sange på den for ham særegne måde, og hans tilhængere stønner af fryd... Han er bedre end nogensinde, siger man. Og sangstjernen er sat i virkningsfuldt relief i dette Hawaii-milieu. hvis skønne natur vil fryde enhver, hvadenten man er Elvistilhænger eller ej. Til Hawaii-milieuet hører også såre megen kvindelig skønhed, som øjetogså med velbehag kan hvile på, om man har sans for det. Amerikanerne er mestre i at sætte en forestilling som denne op: noget for øret, noget for øjet og også lidt til lattermusklerne. Det er Elvis Presleys nyeste film, men bestemt ikke hans sidste," skrev avisen.

Året efter fulgte premieren på ’Kid Galahad’ med denne lille appetitvækker fra Fønix Teatret: "Filmen og radioens populæreste stjerne! De hører ham dagligt - sé ham! De bliver slået ud af spænding og 6 nye træffere! Guld i stemmen og stål i næverne."

Letbenet underholdning
Der var sjældent ros til Elvis-filmene, som blev betragtet som letbenet underholdning skåret over samme læst. På et tidspunkt udtalte en ansat hos Paramount Pictures ganske usentimentalt, at “vi kunne spare os titlerne og bare give dem numre. Der ville blive solgt lige så mange billetter.” Den Oscar-vindende producent Hal B. Wallis (’Casablanca’ og ’True Grit’ m.fl.) sagde tilsvarende om de ti Elvis-film, han producerede: “Ingen af filmene blev lavet af andet end kommercielle grunde. De skulle tjene penge, og det gjorde de.”

Ifølge Torben Billes bog 'Den evige Elvis' fra 2002 lød den samlede omsætning ved Elvis’ død i 1977 på over 200 millioner dollars. I samme bog giver Bille desuden følgende karakteristik af Elvis’ mange film:

"Det var ikke dybt, og det var ikke påfaldende tomt. Det var trygt på samme måde som ’Far Til Fire’ eller ’Det lille hus på prærien’, men mere sexet på den plisseret-tækkelige måde, der var tidens kropssprog. At gense filmene på video eller dvd er som at gense en verden, der aldrig har eksisteret, men som blev jomfrufødt i Hollywoods kulisser, igen og igen, næret af noget, der var mere livgivende end modermælk - profit. En slags Morten Korch uden kornmark, bondegård og slægtsdrama, men med masser karseklippet americana, serveret som en blanding af levendegjort tegneserie, præmatur ’Baywatch’ (ingen silikone, men masser af strategisk vat i bh'erne og i drengenes badebukser), et Tupperwareparty og en tredjerangs musical."

Undertegnede har altid haft en forkærlighed for Elvis-filmene. Jeg medgiver gerne, at der ikke er tale om stor filmkunst, men de rummer en særlig følelse af noget trygt, rart og hyggeligt. Man er aldrig i tvivl om, hvem der er de gode, og hvem der ikke helt har rent mel i posen. Torben Billes sammenligning med ’Far til Fire’ og ’Det lille hus på prærien’ rammer derfor ikke helt ved siden af. Især anmelderne i de københavnske aviser så dog helt anderledes på det. De delte bestemt ikke min begejstring for filmene, og ved premiere på en ny Elvis-film var det snarere reglen end undtagelsen, at der blev uddelt hård kritik.

"Der findes film, der er så tåbelige, at man instinktmæssigt lader en halvdøs falde over sig, mens de står på. Billederne forhindres i at slå rod i bevidstheden, de glider smertefrit hen over lærredet mod slutningens befrielse. Den ny Elvis Presley-film, ’Kissin Cousins’ egner sig glimrende til at overværes i denne særlige dvaletilstand," skrev Berlingske Tidende i 1964, mens Elvis fire år senere fik disse mindre flatterende ord med på vejen i samme avis: "Peter Tewksburry, der bl.a. lavede den seværdige komedie ’En søndag i New York’, har åbenbart haft besvær med den fedtglinsende frikadelle Elvis Presley. I hvert fald er det eneste morsomme i deres fælles western-farce ’Arizona Joe’ scenerne uden den selvglade sanger, som for øvrigt heldigvis kun synger tre sange her."

Uanset hvad de højtravende anmeldere mente om filmene og Elvis’ evner på det store lærred, var det danske biografpublikum glade for filmene. Af samme årsag blev de omtalt som biografdirektørernes fryd.

Seriøs skuespiller
Elvis Presley ønskede brændende at etablere sig som seriøs skuespiller i stil med sine idoler Marlon Brando og James Dean. Hans berygtede manager, oberst Tom Parker, samt filmselskaberne prioriterede imidlertid en anden kurs, som i sidste ende blev afgørende.

"Jeg ville gerne være en mandlig Garbo (skuespillerinden Greta Garbo, red.) med hendes talent og personlighed og udstråling. Men jeg kender min plads som skuespiller. Jeg er blevet opfordret til at tage imod en rolle som psykopatisk gangster. Det skulle give mig et kunstnerisk gennembrud. Måske, men sæt nu jeg i stedet faldt igennem. Desuden kan jeg bedre lide film om sunde mennesker," blev Elvis citeret for i B.T. i 1966, mens hans ven og tidligere bodyguard Red West udtalte følgende til samme avis i 2011: "Elvis havde én stor drøm. Han ville være seriøs skuespiller. Han ville enormt gerne prøve teater. Det var en stor frustration, at det aldrig blev til noget. Men Obersten havde andre planer, og Elvis kunne eller ville ikke sætte sig op imod ham."

Elvis modtog gennem årene en række attraktive tilbud om bærende roller uden sang og dans. Allerede i 1958 blev han tilbudt roller i Robert Mitchum-filmen ’Kampen om smuglervejen’ samt i ’Lænken’ med Sydney Poitier. I 1969 fik Elvis tilbud om at spille overfor Dustin Hoffman i ’Midnight Cowboy’, og i 1975 tilbød Barbra Streisand ham en hovedrolle i ’En stjerne fødes’. Fælles for disse projekter var imidlertid, at Tom Parker efter sigende afslog dem alle - enten med ublu lønkrav eller, som i tilfældet med ’En stjerne fødes’, fordi han ikke ville acceptere, at Elvis’ navn skulle stå under Barbra Streisands på filmplakaten.

Elvis Presley medvirkede i alt i 30 biograffilm fra ’Reno-brødrene’ i 1956 til ’Ballade med piger’ i 1969. Derudover kunne han opleves i tv-filmen ’Change of Habit’ fra 1969 samt i dokumentarfilmene ’Elvis – That’s the Way It Is’ og ’Elvis on Tour’, som fik dansk premiere i henholdsvis 1971 og 1973. Filmen ’This Is Elvis’ fik dansk biografpremiere i september 1981, fire år efter hans død i 1977. Den kombinerede dokumentariske optagelser med dramatiserede scener og nyindspillet materiale.

Russell, Butler og Elordi som Elvis
John Carpenters Golden Globe-nominerede film ’Elvis’, med Kurt Russell i titelrollen, fik dansk premiere i sommeren 1979. Filmen var oprindeligt produceret til amerikansk tv, men herhjemme blev den vist i biograferne. Den kom til Næstved i oktober samme år og blev vist i Bio på Kattebjerg i fire dage. Der var ingen omtale i Næstved Tidende.

Kurt Russell spillede i øvrigt over for Elvis Presley, da han som 12-årig fik sin spillefilmdebut i ’Elvis i den syvende himmel’ i 1963. Senere lagde han stemme til den unge Elvis i ’Forrest Gump’ fra 1994 med Tom Hanks i hovedrollen. Samme Hanks spiller Tom Parker i Baz Luhrmanns film om Elvis, som havde premiere i de lokale biografer i 2022. Vores lokale dagblad, Sjællandske, gav filmen en kølig modtagelse på premieredagen. Anmelderen Casper Hindse, der leverer anmeldelser via Ritzau, videreførte dermed traditionen fra dengang Elvis selv var stjernen på lærredet og kvitterede med en middelmådig vurdering på tre ud af seks stjerner.

"I visse sekvenser er den både viril og forførende. I andre er den så konstrueret, at filmen aldrig fænger. Det er formen, der træder ’Elvis’ over danseskoene. I stedet for at søge ind i Elvis Presley er det nemlig hans manager, der fortæller... Man fornemmer aldrig, hvofor manageren skal fylde så meget, at han næsten er mere definerende for ’Elvis’ end titelpersonen selv. Hvis pointen er, at Elvis Presley blev manipuleret gennem hele sin karriere, burde filmen måske have heddet ’Parker’ i stedet," skrev Casper Hindse blandt andet i sin anmeldelse.

Mere positiv var musiker og Elvis-fan Keld Heick, der samme dag som filmens danske premiere gæsteoptrådte som anmelder i Berlingske. Den folkekære musiker kvitterede med topkarakteren – seks ud af seks stjerner.

"Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg satte mig ind i biografen for at se den 2 timer og 40 minutter lange film om Elvis Presley og – ikke mindst – hans karriere med de store op- og nedture. Heldigvis skulle det hurtigt vise sig, at min tvivl blev gjort til skamme. Skuespilleren og sangeren Austin Butler spiller Elvis med al den følsomhed, kærlighed, usikkerhed, styrke, vrede og svaghed, der gør ham til et levende menneske af kød og blod [...] Skurken – for sådan en skal der jo helst også være – spilles af en utroligt godt maskeret, fuldstændig ukendelig Tom Hanks, og han gør det – som altid – fremragende. Var det så ham, manageren »oberst« Parker, der var skyldig? Ja, han var selvfølgelig én af de mange brikker i puslespillet. I filmen lader man ham sige, at det ikke var ham, men kærligheden, der slog Elvis ihjel. Og det er der nok også et gran af sandhed i. Kærligheden til det publikum, som fik ham til at yde mere, end hans fysik kunne klare," lød det fra Keld Heick.

Elvis vendte tilbage til de lokale biograflærreder, da ’Priscilla’ fik premiere i november 2023. Denne gang portrætteret af den australske skuespiller Jacob Elordi. Filmen blev ikke anmeldt i Sjællandske, men fik en flot karakter på 5 ud af 6 stjerner hos Soundvenue. Under overskriften "Elvis er både overgrebsmand og offer i Sofia Coppolas overlegne biopic" skrev det danske onlinemedie blandt andet:

"Selvom filmen står helt og holdent på Priscillas side, er der alligevel sympati for begge skæbner: Kunstneren, der bliver opslugt af berømmelsen, så forventningerne til ham pludselig forplanter sig som bragende usikkerhed og skrøbelig maskulinitet. Og den underkuede partner i kulissen, der forventes aldrig at sige fra over for sin geniale partner, selv når han er allermest manisk... Coppola viser tydeligt, hvordan magtmisbrug og undertrykkelse antager forskellige former: Priscillas konservative forældre er i virkeligheden lige så dominerende som Elvis, og Elvis sparker primært nedad, fordi han selv bliver holdt i lænker af sin manager, Oberst Tom Parker, og sin uduelige far."

I februar 2026 kunne den ægte vare opleves i biograferne i Baz Luhrmanns fantastiske koncertdokumentar 'EPiC: Elvis Presley in Concert'. Igen uden omtale i den lokale avis. I Ekstra Bladet var der både dækning og stor begejstring fra den berømte og berygtede anmelder Thomas Treo, der gav 6 ud af 6 stjerner:

"Verden er vant til, at Elvis Presley ligner en million. Men instruktøren Baz Luhrmann får ham til at ligne en trillion i filmen 'Epic: Elvis Presley in Concert'. Fans vil savle sig igennem den og græde lykkesnot. Udenforstående vil omsider forstå, hvorfor og hvordan en lastbilchauffør fra Mississippi blev solsystemets største entertainer. Og hvis de ikke fatter det, når Elvis lyser biografmørket op som et nytårsfyrværkeri, så kommer de aldrig til at fatte det. 'EPiC: Elvis Presley in Concert' udbasunerer populærmusikkens mest tryllebindende superhelt og hylder rockkongen på en trone af guld... I forhold til nutidens verdensstjerner fremstår det som et meteornedslag i en udpint ørken, når Elvis bestiger scenen med overjordiske udgaver af især 'Polk Salad Annie', 'Burning Love' og 'Suspicious Minds'. Det minder mere om en månelanding end et stort skridt for showbiz."

Besøg af musikere
Elvis gæstede - som nævnt indledningsvis - aldrig Næstved. Til gengæld har den sydsjællandske hovedstad haft besøg af flere af de musikere, han arbejdede sammen med gennem sin karriere. Det skyldes forfatter og koncertarrangør Arjan Deelen, der er bosat i byen og gennem en årrække har arrangeret europæiske turnéer med Elvis’ originale musikere. I enkelte tilfælde er det lykkedes at få dem til Næstved i samarbejde med vores lokale spillested Vershuset.

I både 2013 og 2014 dannede Vershuset ramme om koncerter med Duke Bardwell, der var fast bassist i Elvis’ band gennem hele 181 koncerter i 1974-75. Han spiller desuden på livealbummet ’Elvis - Recorded Live on Stage in Memphis’ (1974) og studiealbummet ’Today’ (1975). Ved samme koncerter medvirkede trommeslageren Jerome ’Stump’ Monroe, der var tilknyttet Elvis’ band som afløser for den faste trommeslager Ronnie Tutt. ’Stump’ passede trommerne ved tre koncerter i 1971, 1975 og 1977. I forbindelse med koncerten i 2014 gæstede Dick Grob også Næstved, hvor han fortalte om sit arbejde som Elvis’ bodyguard og sikkerhedschef i årene 1967-1977.

I marts 2017 fik Næstved besøg af trommeslageren Bob Lanning og percussionisten Eddie Graham. Lanning spillede ved mere end 60 Elvis-koncerter i begyndelsen af 1970’erne og medvirker på livealbummet ’On Stage’ (1970). Graham deltog i næsten 200 koncerter med Elvis og kan blandt andet opleves i koncertfilmene ’Elvis - That’s the Way It Is’ og 'EPiC: Elvis Presley in Concert'.


Besøg temaets øvrige sider
Galleri
Udenbys galleri - (Elvis 2022 film)
Udenbys galleri - (diverse billeder)
På programmet


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (august 2017 / redigeret juni 2026)


Kilder: NæstvedArkiverne, Næstved Tidende (Sjællandske), Ugebladet Næstved, Næstved Bladet, Vershuset, Berlingske Tidende, B.T., Soundvenue, Magasinet Elvis News, Memphis Mansion, Altomelvis.dk, Wikipedia samt bøgerne ’Den evige Elvis’ af Torben Bille og ’Being Elvis: Et ensomt liv’ af Ray Connolly