Denne artikel blev bragt i Demokraten Aarhus, søndag den 17. december 1967

Filminstruktøren Annelise Hovmand fik den største pris, da filmfonden præmierede årets danske film. Filmen, som instruktøren fik belønning for, var ’Nu stiger den’, filmen om Ellehammer med bl.a. Louis Miehe Renard. Foruden den store pris fik Annelise Hovmand tildelt en mindre, personlig, men nok så ærefuld.

Fru Hovmand er netop pr. 1. november tiltrådt som direktør for den største biograf i Næstved, og da bevillingen kræver det, har hun slået sig ned i Vester Egede i Sydsjælland, hvor hun har købt den tidligere præstegård. Da vi besøgte hende, var hun knap nok flyttet ind endnu. Stuerne stod tomme og ventede på håndværkere, og alle møblerne stod i konfirmandstuen, der fungerer som midlertidigt magasin.

”Hvilken pris blev De gladest for, fru Hovmand. Den store eller den lille?”

”Den store. Produktionsprisen. Dels fordi den ikke kun angår mig selv. Den drager alle dem, som har haft berøring med filmen ind. Og dels viser den, at ’Nu stiger den’ er en film, som kan stå. Det er alligevel halvandet år siden den blev lavet, så det er rart nu, at få bekræftet, at den kan holde.”

Kunst kommer ikke sådan: bum …
”I forbindelse med filmfondens uddeling har der været røster fremme. Dels nogle, som mente, at årets udbud af film ikke var godt nok, og dels dem, med Knud Leif Thomsen i spidsen, som sagde, at forhåndsstøtte ikke rigtigt er på sin plads?”

”Jeg synes ikke, at der kan være tvivl om, at filmproduktion i høj grad er noget, som bør støttes. Også de mislykkede forsøg. Kunst er ikke noget, der kommer bum… For hvert vellykket kunstværk vil der være mange som ikke er lykkedes. Navnlig i filmbranchen er det nødvendigt at støtte. Det er så forbandet dyrt at lave film, at der uden støtte næppe ville blive produceret ret mange her i landet. Jeg synes bestemt, man skal blive ved. Og hvis bare resultatet bliver en god film, hvert andet eller tredje år, synes jeg, at det er flot.”

”Med prisen skulle de værste økonomiske spekulationer være overstået. Hvad bliver den næste film?”

”Det bliver en filmatisering af jazzmusikeren Henrik Johansens bog ’Vigespor’. Det vil sige, det bliver vel ikke nogen egentlig filmatisering. Der er under udarbejdelsen af drejebogen foretaget så mange ændringer, at det knap er den samme bog. Jeg er sommetider standset op ved ting, som jeg synes er spændende i bogen, men som ikke har nogen særligt fremtrædende plads. Det får de i filmen. Vi er i øjeblikket i gang med at skrive drejebogen om for anden gang. Når det er overstået, skal vi finde folk, og i slutningen af januar håber jeg, at vi er klar til optagelserne. Lige mens jeg ligger i alt flytterodet, er det svært at få bestilt noget. Jeg mangler at kunne sætte mig bag mit skrivebord og kunne sige: Så!"

Ingen ved, ”hvad folk vil have”
Henrik Johansen-filmen, som fru Hovmand snakker om, handler om en flok unge musikere, som maser på med en masse idealer om, hvad de vil nå i tilværelsen. Pludselig står de overfor det antiklimaks, at de skal se tilbage på, hvor meget de egentlig har nået. Det er en problemfilm, men det er Annelise Hovmand ikke bange for.

”En films tema har ikke meget at gøre med, om den bliver set. Det, som er afgørende, er, om den er lykkedes. Der er reklamefolk som har sagt mig, at man kunne få at vide, hvad folk vil have gennem tests og sådan noget, men det tror jeg ganske simpelt ikke kan lade sig gøre. Folks smag og ønsker skifter hele tiden, og ofte er man slet ikke istand til at formulere, hvad man vil have. Hvad angår filmen her, er Jeg ikke bange. Selvom det er en problemfilm, giver dette miljø, den foregår i, masser af muligheder for sjove ting.”

Helt banalt spurgte vi fru Hovmand, om det er svært at lave film. Det er det, vær sikker på det.

”Det er ikke så meget det, at vide, hvor kameraet skal stå for at billedet bliver godt. Det vænner man sig til i løbet af det første par film, men selve det, at få personerne og miljøerne, man skildrer, til at leve, det er det, der volder de store problemer. Der er så uendeligt mange ting, som spiller ind, og der skal næsten ingenting til før det hele vælter. Det er meget nemt at komme ind i en død passage og blive hængende.”

Forbilleder?
”Har De nogen forbilleder?” Annelise Hovmand tygger lidt på spørgsmålet.

”Jeg har været og er faktisk stadig meget optaget af Godard. Hans hurtige måde at lave film på er meget inspirerende. Dick Lesters tempo har jeg også været meget fascineret af. Det er ligesom at farten skærper den filmiske kunnen det lange løb. Jeg tror aldrig, at filmkunstnere har lært så meget, som den gang man stoppede den ene stumfilm efter den anden i kassen; dengang da det kun tog otte dage at lave en film. Bergmann f. eks. er jo også en dejlig filmkunstner, men han hviler meget i sig selv. Jeg synes ikke rigtigt, at han har haft nogen inspirerende betydning.”

”Er der ikke også noget om, at Godards hurtigt registrerende og engagerede film, er noget, som er oppe i tiden, fremfor Bergmanns psykoanalytisk inspirerede holdning?”

”Jo. Måske. Men det er ikke sikkert, at Bergmanns holdning er passé. Den mulighed, at den bliver den endegyldige, foreligger trods alt.”

Jeg nyder at være lykkelig
”Må jeg til sidst stille et lidt barnligt, men alligevel intimt spørgsmål? Nu hvor De har fået biografbevilling, to filmpriser og en drømmepræstegård at bo i, er De nu lykkelig?”

”Det ved jeg ikke. Det vil Jeg faktisk helst ikke rode mig ind i. Jeg vil sige det sådan, at jeg er ganske overordentlig taknemmelig over de ting jeg har fået. Men jeg synes ikke, at jeg føler mig lykkelig på grund af det. Jeg synes at jeg glimtvis er lykkelig, og når jeg er det, er jeg meget påpasselig med at nyde det. Jeg standser ligefrem op og siger til mig selv: Nu er du lykkelig, sørg for at nyde det. Tidligere, da jeg var helt ung, tror jeg nok. at jeg først opdagede det bagefter, når jeg havde været lykkelig.”


Besøg også
Tema: Annelise Hovmand
Artikler: På røverjagt i Næstved (Næstved Tidende, 1973)
Artikler: Tilskueren skal indleves i en illusion (Næstved Tidende, 1975)