Tema: Atlantic Film

Distributionsselskabet Atlantic Film havde adresse på Hovedvejen 101 i Tappernøje. Bag selskabet stod Lillian Johansen. Hun overtog Atlantic Bio på Christianshavns Torv i København i sommeren 1974 og startede Atlantic Film samme år. Lillian Johansen stoppede som biografdirektør efter et års tid, men fortsatte med distributionsselskabet frem til ca. 1984.

Atlantic Film havde et bredt udvalg af film på repertoiret. Der var alt fra folkekære danske klassikere som ’Vi er allesammen tossede’ med Kjeld og Dirch til action, drama og eventyrfilm med heltene Robin Hood og Tarzan. Der var desuden voksenfilm med opfindsomme titler som ’Lækker lokkemad’ og ’Op og stå-dreng’ på programmet.

Vidt omkring
Atlantic Films titler kom vidt omkring i det ganske, danske land. I februar 1976 (et halvt års tid efter Danmarkspremieren) nåede ’Tarzan i den mystiske jungle’ for eksempel til Nexø Bio på Bornholm. Det lokale dagblad, Bornholmeren, bragte i den forbindelse følgende, ikke helt spoilerfrie, omtale af filmen:

"Udødelige Tarzan er gæst i Nexø Bio i morgen eftermiddag. I en nyopsat Atlantic Film tager han kampen op med en væmmelig bandit - og bliver forelsket. Efter flere blodige stammekrige dybt inde i Afrikas jungle tager nogle landes efterretningsvæsener sagen i egen hånd og sender en hemmelig agent afsted med fire unge piger. De fem udsendinge tager Tarzan i hånden, og i fællesskab lykkes det at uskadeliggøre banditten og dermed årsagen til krigene. Han bliver skudt, og de fem kan atter drage hjem."

Et godt eksempel på Atlantic Films varierede udbud af film, var den tysk-italienske ’Livsfarligt væddemål’, der fik dansk premiere i Københavner-biografen Nygade i 1983. Filmen blev blandt andet anmeldt af Kim Schumacher i det hedengangne dagblad Aktuelt. Den navnkundige journalist og radiovært m.m. var dog ikke begejstret og havde muligvis foretrukket halvanden time i selskab med andre Atlantic-titler som ’Karate-supernæven’ eller ’Den blodige strand’ i stedet.

”Jon Voight, Jacqueline Bisset og nu afdøde Robert Shaw kæmper med rollerne, men afviklingen af historien tager livet af forsøgene... Det er et prisværdigt initiativ af Atlantic Film at tage en anderledes film hjem – men den bør naturligvis have en vis appel til biografpublikummet. Hvor gerne jeg end ville, er det vanskeligt for mig at se, hvem der rigtig vil få glæde af Livfarligt væddemål. Som spændingsfilm duer den ikke, som psykologisk studie er den uden gnist og overbevisning og i sit tema er den uafklaret. Men den er smukt fotograferet i kølige, bløde farver, og der bliver spillet godt,” lød ordene fra Schumacher.

Leverandør til Scala Teatret og Kino
Her i Næstved var Atlantic Film leverandør til to af byens biografer. Scala Teatret på Jørgen Jensens Vej kørte flere af selskabets titler som eftermiddagsforestillinger på lørdage og søndage, mens voksenfilmene blev vist som midnatsforestillinger på fredage og lørdage. Kino i Jernbanegade viste også mange film fra Atlantic. I biografens sidste leveår viste Kino hver en filmstrimmel, som Atlantic Film kunne fremskaffe, indtil der ikke var mere at vise.

"Kino havde kun kontrakter med de fem mindste udlejningsselskaber, og de havde da også gode ting at byde på, men efter nøjagtig et år som biografejer har jeg nu vist dem alle sammen. Så har jeg selvfølgelig taget kontakt til de store selskaber, men har fået det svar, at de handlede med Bio. Jeg kunne kun få nogle af deres film, hvis Annelise Hovmand (Bio's biografdirektør, red.) ville give dem fra sig. Og det har hun afvist meget skarpt, så nu er jeg i den fantastiske situation at have en biograf, men ingen film at vise i den," fortalte Kino-direktør Flemming Iversen til Næstved Tidende i juli 1983, hvor biografen i Jernbanegade måtte lukke.



Se mere om Atlantic Film herunder
Filmliste
På programmet
Pressemeddelelser
Filmplakater
Video: Atlantic Film præsenterer: Tarzan og den hemmelige skat



Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (Maj 2021)


Kilder: Anders Holm Knudsen, Lars Chr. Høybye, DFI.dk, Aktuelt, Bornholmeren, Krak og bøgerne ’Film i 70'erne 68-74 og 75-79’ (Politikens Forlag 1981) af Claus Hesselberg.