NÆSTVEDS BIOGRAFER

- biografhistorie fra Næstved, Fensmark, Lov og Glumsø

Tema: Dansk Biograf Museum

Billede

Dansk Biograf Museum blev oprettet og drevet af frivillige fra foreningen ”Sydsjællands Museum for analoge 35 mm. projektorer og film” med henblik på bevarelse af analog biografudstyr, til glæde for alle med interesse for den periode, som sluttede med digitaliseringen.

"Det er jo ren nostalgi. Og så kan vores børn og deres børn se, hvordan tingene fungerede i gamle dage, fortalte Tom Jensen - en af initiativtagerne bag museet - til Sjællandske i forbindelse med museets åbning.

Dansk Biograf Museum åbnede i kræmmerhallerne i Lov i oktober 2013, men måtte lukke i januar 2016, grundet en markant prisstigning af lejen for stadepladsen. Dette krav var den frivillige forening bag museet desværre ikke i stand til at honorere. På museets hjemmeside kunne følgende besked læses:

"På grund af manglende interesse og dårlig økonomi er Dansk Biograf Museum lukket!"

Biografmuseet rummede en imponerende samling af 35 mm kinomaskiner og mange andre historiske effekter fra danske biografer. Blandt andet filmprogrammer, udhængsbilleder samt talrige maskiner og apparater til behandling og vedligeholdelse af de analoge filmstrimler.

Blandt museets mange kinomaskiner var de to, som ses øverst i temaets galleri. Den ene var en Cinemaccanica Victoria 8 fra omkring 1968, der har kørt både 35 og 70 mm film i Slagelse. Den anden maskine var en Meopta Meo 52-XA, der har stået på filmlageret på Amager.

På galleriets tredje billede ses et spoletårn af mærket Kinoton fra sal 3 i Bio Næstved. Med spoletårnet kunne biograferne køre en hel film på op til 5.000 meter. I 1970'erne, hvor mange større biografsale blev ombygget til to mindre sale, var der typisk to kinomaskiner i operatørrummet med 600 meter spoler og overkørsel. Ved ombygningen blev der opsat spoletårne til hver maskine, så der kunne køres film med blot en operatør.


Besøg også temaets galleri med billeder fra museet. Find linket i menuen øverst på siden!


Tekst: Tim Østerlund Toftegaard (juli 2014 / redigeret april 2017)